Danmark

Oplysninger

  • Type: Pressemeddelelse
  • Dato: 22-02-2013

Stor værdistigning ved kapitalfondsejerskab 

En undersøgelse foretaget af revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG viser, at et stort flertal af lederne i de kapitalfondsejede virksomheder mener, at fondene har bidraget med mindst 25 pct. af værdistigningen, når virksomheden sælges igen.

En kapitalfond bidrager markant til de værdistigninger som deres investeringer giver, når de bliver solgt igen. Det viser en undersøgelse som revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG har foretaget i samarbejde med Directorbank.

 

300 ledere i kapitalfondsejede virksomheder har medvirket i undersøgelsen og 40 pct. vurderer, at kapitalfondene bidrager med mindst 25 pct. af den værdistigning, der er ved salget af virksomheden. Dermed synes det at være positivt at få en kapitalfond som ejer eller medejer.

 

"Kapitalfondene får ofte skudt mindre pæne ting i skoene, og får skylden for mange ting. Blandt andet for at være grådige og trække værdierne ud af de virksomheder, som de investerer i. Men som denne undersøgelse viser, er det langt fra hele sandheden. Lederne af de virksomheder, som kapitalfondene investerer i, mener nemlig, at fondene bidrager meget positivt til virksomhederne, og at fondene er med til at skabe betragtelig værdi for de øvrige ejere," siger leder af KPMG' Private Equity gruppe, Søren Krejler.

 

Positivt fransk ejerskab
Ingrediensproducenten Chr. Hansen A/S er en af de danske virksomheder, der i en årrække var ejet af en kapitalfond og har indgående kendskab til denne type ejermodel. Den franske kapitalfond, PAI Partners, overtog i 2005 Chr. Hansen, børsnoterede selskabet i 2010 og solgte i 2012 sin sidste aktieandel på knap 26 pct. til Novo Fonden - og det franske ejerskab har været et positivt bekendtskab for virksomheden.

 

"Der er ikke tvivl om, at de fem år under PAI Partners ejerskab har skabt platformen for den værdiskabelse, der er sket i Chr. Hansen. Specielt det aktive ejerskab, der sikrer hurtig reaktion fra ord til handling, har betydet rigtigt meget. Samtidigt er det værd at fremhæve, at Chr. Hansen's medarbejdertilfredshed er steget markant i den periode, hvor vi var ejet af PAI Partners, så gode resultater kan sagtens forenes med glade, motiverede og tilfredse medarbejdere. Som typisk industrimand er jeg blevet positivt overrasket over den motivation og det "drive", som kapitalfondsmodellen kan bibringe en i forvejen god virksomhed. Modellen er helt klart bedre end sit rygte," siger administrerende direktør i Chr. Hansen, Lars Frederiksen.    

 

Forskel på fonde
Men der er forskel på, hvordan fondene håndterer deres investeringer, og hvor meget de blander sig i den daglige ledelse. Ifølge undersøgelsen er de fonde, der formår at involvere sig positivt i virksomhedens drift også dem, der skaber den største værdi.

 

"Normalt er kapitalfondene bedre til at foretage virksomhedshandler end til at drive de virksomheder, de investerer i. Men hvis man formår både at lave en god handel, forstå forretningen og dermed være en værdifuld sparringpartner for ledelsen, har man alle muligheder for at tilføre stor værdi til sin investering," siger Søren Krejler.

Deltagerne i undersøgelsen lægger således stor vægt på, at kapitalfonden er i stand til at være interesseret og involveret og tilbyde sin ekspertise gennem hele ejerskabet uden dog at forsøge at tage over og drive selve forretningen for den hidtidige ledelse.

 

 

Kontakt

Søren Krejler
Leder af KPMG's Private Equity gruppe
Telefon: 25 29 37 26
skrejler@kpmg.dk