KPMG er netop blevet kåret til verdens bedste rådgiver, når det kommer til at hjælpe virksomheder med at outsource forskellige funktioner som eksempelvis it. Kåringen er foretaget af et uafhængigt dommerpanel, som the International Association of Outsourcing Professionals (IAOP) har organiseret og udpeget.
"Vi er meget glade for denne kåring af IAOP, og den anerkendelse som vi hermed får for det arbejde, vi udfører for vores kunder. Det er altid tilfredsstillende, når en uafhængig organisation bekræfter, at vi leverer værdi i en hurtigt skiftende og kompleks verden," siger Anders Ekman, der står i spidsen for KPMG's Advisory-forretning.
Han peger på, at det i den aktuelle økonomiske situation er meget vigtigt for virksomhederne at have styr på udgifter, og det derfor er af afgørende betydning, at man relativt nemt kan identificere og vælge den rette samarbejdspartner.
"Effektiviseringer og økonomisk smalhals præger i den grad agendaen ude i virksomhederne, og derfor ser mange outsourcing som en god mulighed for at få løst nogle opgaver effektivt og billigt. Det er der som sådan ikke noget nyt i, men det er utrolig vigtigt, at det bliver gjort på den rigtige måde, så man får den bedste løsning, og besparingspotentialet bliver realiseret," siger Anders Ekman.
The International Association of Outsourcing Professionals er en uafhængig organisation med flere end 120.000 medlemmer.
Den komplette rangliste over de bedste outsourcing rådgivere bliver offentliggjort 23. juli 2012.