Rigtig mange virksomheder benytter sig i dag af fleksjobordningen, som indebærer at en arbejdsgiver af kommunen kan få godtgjort op til to tredjedele af lønnen til en medarbejder, der af helbredsmæssige årsager har brug for at arbejde på nedsat tid.
Men dyrt administrativt bøvl og risiko for store godtgørelseskrav ved en eventuel opsigelse betyder, at virksomhederne i stadig højere grad er tilbageholdende med at ansætte fleksjobbere. En Højesteretsdom betyder nemlig, at virksomhederne skal give eventuelle fleksjobbere overenskomstmæssige vilkår, selvom virksomheden og dens øvrige ansætte ikke er overenskomstdækkede.
Det kan betyde, at fleksjobberen får en uges mere ferie end de andre medarbejdere, højere pension eller bedre løn under barselsorlov mv.
"Desuden risikerer virksomheder, der ansætter fleksjobbere, store erstatningssager, hvis de er nødsagede til at opsige en fleksjobber, og vi kan nu se en kedelig tendens hen i mod, at virksomhederne derfor fravælger denne type ansættelse, og det går desværre ud over en masse mennesker, som ikke er i stand til 100 pct. at bestride et fuldtidsjob," siger chef for arbejds- og ansættelseret i KPMG, Julie Gerdes.
Når en virksomhed overvejer at ansætte en fleksjobber, sker det ofte efter kommunens anvisninger om, at en fleksjobber ikke er særligt beskyttet mod opsigelse - altså at fleksjobberen kan opsiges på lige fod med virksomhedens øvrige medarbejdere.
"Kommunernes rådgivning er imidlertid ikke helt korrekt," siger Julie Gerdes.
Hun peger på, at mange fleksjobbere er så helbredsmæssige svækkede, at de reelt er handicappede i en grad, som bringer dem ind under særlig beskyttelseslovgivning. Derfor er mange arbejdsgivere blevet dømt til at betale ni måneders løn i erstatning til opsagte fleksjobbere.
"Det kan derfor give mening at ændre loven så virksomhederne kan ansætte fleksjobbere på samme vilkår som de øvrige ansatte. Virksomhederne kan nemlig ikke forstå, hvorfor en fleksjobber skal behandles bedre end firmaets andre ansatte," siger Julie Gerdes.