Med det nyopstartede mentorprojekt Y-faktor giver Ungdommens Røde Kors og KPMG mentorstøtte og lektiehjælp til handelsskoleelever i Odense og Vejle. En faglig kvalificeret indsats for de unge skal øge chancen for, at de gennemfører deres uddannelse.
”Frafaldet på de danske handelsskoler er enormt. Næsten halvdelen af landets handelsskoleelever falder fra deres erhvervsuddannelse. Med vores mentorordning giver vi eleverne personlig og faglig støtte til at gennemføre deres uddannelse, udtaler Brian Lindskov Larsen, der er national konsulent i Ungdommens Røde Kors.
Ungdommens Røde Kors og KPMG har aftalt at starte yderligere fire Y-faktor-projekter op på handelsskoler rundt om i landet inden udgangen af 2013.
Udgangspunktet for partnerskabet er Corporate Volunteering. KPMG tilbyder sine medarbejdere at arbejde frivilligt i arbejdstiden 40 timer om året, hvor medarbejderne kan blive aktivitetsledere og frivillige i projekt Y-faktor og en række andre aktiviteter i Ungdommens Røde Kors. Desuden støtter KPMG med et økonomisk bidrag.
”KPMG ønsker at tage et samfundsmæssigt ansvar og bidrager med det, der er mest behov for i dette projekt, nemlig vores viden og faglighed”, udtaler Mads Meldgaard, der er partner og direktør i KPMG.
”Der findes mange elever på handelsskolerne i Danmark, der oprigtigt ønsker at uddanne sig og bidrage til samfundet, men som simpelthen mangler de nødvendige sociale og økonomiske ressourcer. Med projekt Y-faktor prøver vi at støtte de elever med en mentorordning og ved at hjælpe med fag som for eksempel virksomhedsøkonomi”, udtaler Mads.
Udover at levere frivillige til Y-faktor-projektet arrangerer KPMG også virksomhedsbesøg for de involverede elever. Man behøver dog ikke arbejde i KPMG for at bidrage til projekt Y-faktor. Også andre med en HHX-eksamen eller lignende kan støtte eleverne i sprog- og økonomifag.