Danmark

Oplysninger

  • Ydelse: Advisory, People Services, Ansættelses- og arbejdsret, Tax
  • Type: Pressemeddelelse
  • Dato: 16-05-2011

Manden ville have børn. Konen blev fyret 

Det er ikke lovligt at fyre en kvinde, der enten er gravid, på barsel eller har oplyst sin arbejdsgiver om, at hun gerne vil have børn. Er det derimod den kvindelige ansattes mand, der gerne vil have flere børn, er sagen mere speget, fremgår det af Børsen Executive. Det viser ny dom fra Vestre Landsret. Men man skal være påpasselig. Både som ansat og som arbejdsgiver, lyder det fra revisions- og rådgivningsfirmaet, KPMG.

En kvinde, der arbejdede i en tøjbutik blev fyret i løbet af sin tre måneder lange prøvetid i jobbet, kort efter hun havde fortalt arbejdsgiveren, at hendes mand gerne ville have flere børn. Hun havde derudover ytret utilfredshed med sin stilling. Herefter fyrede butikken hende. Også selvom hun havde meddelt arbejdsgiveren, at hun ikke selv ønskede flere børn.

 

"Og det var altså helt i orden at fyre hende på den baggrund, da hun, og hendes fagforening, ikke kunne bevise, at det var chancen for flere børn, og dermed en periode på barsel, der lå til grund for fyringen. Hvis kvinden derimod havde fortalt, at hun også gerne ville have flere børn, ville fyringen højst sandsynlig være i strid med ligebehandlingsloven og dermed ulovlig," siger leder af arbejds- og ansættelsesret i KPMG, Julie Gerdes.

 

Det understreger dermed, at arbejdsgiverne skal være opmærksomme på, at det kan koste dyrt at opsige medarbejdere, hvis ikke man kan bevise, at graviditet, barselsorlov eller lignende ikke ligger til grund for fyringen. En godtgørelse til den fyrede på op til 12 måneders løn er i sådanne tilfælde bestemt ikke usædvanligt.

 

"På den anden side gælder det også for medarbejderne om at fortælle sin arbejdsgiver, at man planlægger en familieforøgelse, hvis det altså er tilfældet. Så er man i hvert fald i en vis grad sikret mod fyring, da arbejdsgiveren i sådanne sager ofte ender med at skulle bevise, at man ikke fyrer på grund af en mulig graviditet. Sådan fungerer ligebehandlingsloven nemlig," forklarer Julie Gerdes.

 

Kontakt

Julie Gerdes
Leder af arbejds- og ansættelsesret
Telefon 73 23 34 03
juliegerdes@kpmg.dk