Fra det nye kontor vil KPMG tilbyde alle sine revisions- og rådgivningsydelser og erfaringer fra Danmark og udlandet for at understøtte Grønlands udvikling. Kontoret i Nuuk vil i første omgang blive bemandet med to faste medarbejdere, og ambitionen er, at kontoret huser 15-20 medarbejdere i løbet af de kommende tre år.
"Vores hovedfokus er at bistå vores kunder med at drive forretning i Grønland. Gennem de seneste år har de grønlandske myndigheder gennemført en række lovændringer, og det har betydet mange udfordringer for vores kunder. Vi forventer, at der de kommende år bliver en stor tilstrømning af udenlandske mine- og olieselskaber, og det vil få stor betydning for erhvervslivet i Grønland. Det er en af de udfordringer, vi hjælper med at løse", fortæller Jesper Koefoed, adm. direktør i KPMG.
KPMG har allerede et stort lokalt netværk i Grønland, der omfatter en lang række offentlige instanser og private virksomheder og organisationer.
"Vi åbner først og fremmest kontoret, fordi vi ser et stort behov. Vi har igennem mange år arbejdet som rådgivere for virksomheder med aktiviteter i Grønland fra vores kontor i København, men nu er timingen rigtig for os til også at etablere en fast base deroppe", fortæller Jesper Koefoed.
"Der sker rigtigt meget i Grønland lige nu. Landets infrastruktur er ved at blive udviklet, og grønlænderne står over for mange udfordringer. Politisk, på råstofområdet og i forhold til hvordan de håndterer klimaforandringerne - det bliver spændende at blive en del af den udvikling i de kommende år", slutter han.