Danmark

Oplysninger

  • Type: Pressemeddelelse
  • Dato: 25-08-2011

Elever dyster mod erfarne erhvervsfolk 

Elever fra 24 handelsskoler deltager igen i år i arrangementet KPMG Erhvervsdag 2011, hvor de tager kampen op mod erfarne erhvervsfolk. KPMG udfordrer skolens elever i virksomhedsledelse - en konkurrence, der som noget ekstraordinært i år sluttes af med en landsdækkende finalerunde.
KPMG Erhvervsdag 2011 er en venskabelig og faglig dyst baseret på et professionelt IT-baseret virksomhedsspil. Her konkurrerer skolernes tredjeårselever, lærere og lokale KPMG-medarbejdere på lige fod med hinanden om at være bedst til at drive en fiktiv virksomhed over en tidsperiode. Erhvervsdagen har siden 2007 været en succes rundt om på landets handelsskoler, og indtil videre har de værdige vinderhold været repræsenteret af både elever og professionelle.

 

Som noget helt nyt har KPMG i år besluttet at udvide Erhvervsdagskonceptet med en landsdækkende finalerunde, som finder sted i København, ultimo november 2011. Her er de bedste elevhold fra de deltagende skoler, samt et hold med erhvervsfolk, inviteret til at dyste om fine præmier.

 

"Virksomhedsspillet handler om at skabe de bedste resultater - og vinde. Dette gøres bedst ved at samarbejde og udnytte hinandens individuelle kompetencer. Eleverne udfordres altså i høj grad på den lærerige proces om at få forskellige meninger og ideer til at spille sammen for at lykkes bedst muligt. Spillet giver også et indblik i den vinderkultur, som vi synes er vigtig i KPMG, og vi ser da også erhvervsdagen som en vigtig rekrutteringsplatform for os," siger Jette Ryttergaard, HR Senior Manager, Recruitment & Employer Branding i KPMG.

 

En virkelighedsnær dyst i uformelle omgivelser

Handelsskolen disponerer over syv hold á fire til fem elever. Hvert hold repræsenterer en virksomhed. Det ottende hold er et erhvervshold bestående af lokale KPMG-medarbejdere og lærere fra skolen. I løbet af dagen gennemlever holdene ni kvartaler som virksomhedsejere, hvor de bliver udsat for forskellige påvirkninger, der kan opstå i det virkelige liv. Derudover mærker de bl.a. markedets forandring som følge af politiske beslutninger. Det hold, der over perioden styrer sin virksomhed bedst og skaber det bedste resultat, vinder.

 

"Vi gør det så virkelighedstro som overhovedet muligt, og vores erfaring er, at eleverne lever sig 100 pct. ind i spillet. Det giver så også en ekstra dimension, at de kæmper mod erfarne erhvervsfolk fra KPMG, som det kunne være sjovt at vinde over, især med en finalerunde på dagsordenen," siger Keld Nørgaard fra Welcome Management, som har udviklet spillet i samarbejde med KPMG.

 

Kontakt

Jette Ryttergaard

HR Senior Manager, Recruitment & Employer Branding i KPMG
Tlf: 73 23 39 71
jryttergaard@kpmg.dk