For virksomheder med omsætning på <5 mio. kr. arbejder kun 30 % med en vækststrategi. Jo større virksomhederne er og jo mere aktivitet, de har i udlandet, jo flere har en vækststrategi. 75 % af virksomhederne med over 100 mio. i omsætning og 67 % af virksomhederne med mere end 25 % omsætning i udlandet har en vækststrategi.
"De virksomheder, der har begrænset vækst, kan have brug for en plan for, hvordan de accelererer udviklingen, men det er mere overraskende, at ikke flere af de virksomheder, der nu oplever stor fremgang ikke har en strategi eller plan for, hvordan de fastholder og udvikler væksten," siger Kaj Glochau, Partner i KPMG.
Han oplever, at mange virksomheder oven på en turbulent tid, kan have vanskeligt ved at planlægge langt frem i tiden. Det er positivt, at det går den rigtige vej, og så gælder det om at udnytte de muligheder, der opstår, men det fjerner ikke behovet for styring og planlægning.
"Vi har været gennem en omskiftelig og usikker tid, og der er stadig uforudsigelighed og stor kompleksitet i markedet, men det gør ikke behovet for strategi og konkrete planer mindre. Det er muligt, at planen skal opdateres hver måned, og at der er behov for at opstille flere scenarier, men en god plan er en værdifuld rettesnor også i ustabile og uforudsigelige perioder," siger Kaj Glochau.
Han påpeger, at planlægningen skal tage højde for nogle af de muligheder og barrierer, som virksomhederne ser i markedet: Hvor skal væksten komme fra på længere sigt? Skal vi opsøge nye markeder? Har vi behov for nye kompetencer? Hvordan finansierer vi vækst og udvikling, f.eks. salgs- og markedsføringstiltag, investeringer i teknologi, innovation mv.
I undersøgelsen peger virksomhederne på de tre største vækstbarrierer: Stigende konkurrence og ændringer i efterspørgslen (47 %), omkostningsniveau i Danmark i forhold til udlandet (26 %), mulighed for den nødvendige finansiering (24 %).
Vækstvirksomhederne har behov for kapital
For de virksomheder, som forventer højest vækst i omsætningen, er muligheden for at opnå den nødvendige finansiering den største vækstbarriere (39 %). Samtidig nævner 27 % i denne gruppe muligheden for at opnå finansiering, som en af de væsentligste barrierer for øget internationalisering (27 %).
"De virksomheder, der de forløbne år har trimmet forretningen og tilpasset omkostninger, og som nu oplever omsætningsvækst i tocifrede procenter, har rigtig gode muligheder for finansiering, hvis de har en vækststrategi. En strategi for væksten skal nemlig også indeholde en plan for finansiering, og klare strategiske planer er med til at forbedre mulighederne for finansiering," siger Kaj Glochau.
Om undersøgelsen
ErhvervsBarometret har sat fokus på vækstmuligheder og -barrierer for mindre og mellemstore danske virksomheder. Undersøgelsen, der er gennemført i maj 2011, er besvaret af 403 danske virksomheder på tværs af brancher og bredt fordelt fra enkeltmandsvirksomheder til virksomheder med flere end 100 medarbejdere.
FAKTA:
Top 5 MULIGHEDER
• Styrket salg og markedsføring (63%)
• Effektivisering af processer og øget produktivitet (46%)
• Styrke innovation og produktudvikling (32%)
• Adgang til nye markeder og internationalisering (32%)
• Organisationsudvikling og stærkere ledelsesmæssige kompetencer (23%)
TOP 5 TRUSLER
• Stigende konkurrence og ændringer i efterspørgslen (47%)
• Omkostningsniveau i Danmark i forhold til udlandet (26%)
• Mulighed for den nødvendige finansiering (24%)
• Øget administration, mere regulering og lovgivning (23%)
• Udnyttelse af nye salgskanaler (19%)