Efter en tilbagegang på 73 pladser sidste år, hvor Stein Bagger-sagen gav ridser i lakken og satte præg på vurderingen af revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG, så ser det mere positivt ud i år. Det viser Berlingske Nyhedsmagasins Guld Image 2010, der rangordner 140 fremtrædende virksomheders image, og som netop er offentliggjort i dag. Her går KPMG 34 pladser frem til en placering som nr. 77 med en fremgang indenfor alle undersøgelsens parametre. Den bedste placering er kategorien Medarbejdere, hvor KPMG ligger nr. 36.
"Vi er glade for, at vi i år kan konstatere en pæn fremgang. Generelt kræver det et langt træk at komme tilbage på et højt niveau igen, når en virksomheds image påvirkes af en spektakulær enkeltsag. Vi er klar over, at den stadig kan spille ind på vurderingen af KPMG, men er taknemmelige for en mere positiv vurdering og den tillid, som såvel kunder som ikke-kunder i et bredt udsnit af erhvervslivet viser os. Det vil vi fortsat arbejde for at bevare og styrke yderligere," siger Jesper Koefoed, adm. direktør og Senior Partner i KPMG.
Målet er ikke nået
Dermed påpeger KPMG også, at der ikke er tale om en fuldstændig genopretning i imagevurderingen, og at målet ikke er nået. KPMG var i 2008 placeret som nr. 38, og indhenter dermed i år omtrent halvdelen af det tabte. Der er fortsat behov for at arbejde mod at styrke imagevurderingen og firmaets omdømme.
"Sidste år påpegede vi, at vi særligt kan gøre en forskel i vores daglige arbejde. Det er business-as-usual, hvor vi skal møde vores kunders tillid med den professionalisme, kvalitet og integritet, som de forventer. Det gode omdømme skaber vi i vores kontakt til de tusinder af danske virksomheder, vi har som kunder. Vi er meget tilfredse med, at netop vurderingen af KPMG’s medarbejdere (nr. 36) er der, hvor vi er bedst placeret," fortæller Jesper Koefoed og fortsætter:
"Udover den direkte kundekontakt er også et positivt forhold til pressen et vigtigt element. Samtidig er markedsorientering og kundefokus højt på vores dagsorden. Vi skal synliggøre vores viden og kompetencer og bringe KPMG i spil på en måde, der også styrker vores position i markedet. Samlet kan mange faktorer, være med til at skabe et godt omdømme. I år tog vi et skridt i den rigtige retning, og vi vil fortsætte den vej."