Danmark

Oplysninger

  • Ydelse: Audit
  • Type: Pressemeddelelse
  • Dato: 13-12-2010

Banebrydende kunstudsmykning af firmadomicil 

Når revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG i efteråret 2011 flytter i nyt domicil ved Flintholm på Frederiksberg, bliver det i unikke rammer, udsmykket med toneangivende kunst af international klasse. Alle værker i den 34.000 kvm. store bygning bliver skabt direkte til stedet og flere af projekterne bliver integreret i selve byggeriet.

Til opgaven er valgt markante kunstnere fra både ind- og udland. Samtidig vil udsmykningen være præget af mangfoldighed og udsyn og spænde fra vægmaleri og værker på glas over foto- og videokunst til installation. Der bliver plads til spraglede, maleriske universer, legende installation og et eksplosivt action-painting.

 

De danske kunstnere er Tal R, Jeppe Hein, Per Bak Jensen, Erik Steffensen og Lykke Andersen, mens Katharina Grosse (D), Eva Schlegel (A) og Alicja Kwade (P) repræsenterer den udenlandske scene.

 

De i alt otte projekter vil sammen med 3XNs visionære arkitektur bidrage til husets visuelle identitet, som også udtrykker og formidler KPMGs værdigrundlag, hvor kvalitet, mod og passion er i centrum.

 

"Udsmykningen i det nye domicil peger fremad, og udtrykker bredde, mangfoldighed og nytænkning med en bred vifte af medier, herunder foto- og videokunst, som ellers ikke er gængse medier i udsmykninger af virksomheder. Samtidig har vi valgt meget stærke og anerkendte kunstnere, og resultatet bliver uden tvivl unikt og inspirerende for både medarbejdere og besøgende," siger partner i revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG, Jesper Dan Jespersen.

 

KPMG følger dermed firmaets tradition for stedsspecifik udsmykning. I det nuværende domicil på Borups Allé har eksempelvis Jens Birkemose udsmykket husets store konferencerum med maleri direkte på væg og søjler. Men også kunstnere som Lise Malinovsky og Lars Ravn har skabt værker specifikt til huset. 

 

Konceptet for udsmykningen af den nye bygning er udarbejdet af Galleri Bo Bjerggaard, Galleri Christina Wilson og kunstkonsulenter fra IN SITU i samarbejde med KPMG.

 

Skitserne til de i alt otte projekter er godkendt i efteråret 2010, og kunstnerne vil henover foråret og sommeren 2011 arbejde i tæt dialog med arkitekter og det byggefaglige team fra MT Højgaard om realiseringen af projekterne.

 

Kontakt

Lars Krøldrup Kommunikationsrådgiver
Telefon 73 23 39 84
lkroeldrup@kpmg.dk

 

Læs mere om kunstnerne