Mange danske arbejdsgivere har medarbejdere, som er i et fertilitetsbehandlingsforløb eller står over for at skulle gennemgå et sådant. Det er vigtigt, at man som arbejdsgiver har overblik over de spørgsmål og faldgruber, der er i den forbindelse, da der kan være store risici forbundet med en fejlagtig håndtering af medarbejdere.
"Det kan blive meget dyrt for arbejdsgiverne, hvis de ikke er opmærksomme på de særlige beskyttelsesregler, som gælder ved opsigelse af medarbejdere i fertilitetsbehandling. Allerede i 2002 afgjorde højesteret, at kvinder i fertilitetsbehandling er særligt beskyttede mod opsigelse, da de er omfattet af ligebehandlingslovens forbud mod opsigelse på baggrund af graviditet, barsel eller adoption," siger chef for arbejds- og ansættelsesret i KPMG, Julie Gerdes.
Ifølge retspraksis kan der koste en arbejdsgiver mellem 6 og 12 måneders løn at opsige en medarbejder i strid med ligebehandlingslovens regler.
"Det er vigtigt for virksomheden at vide, hvornår den særlige beskyttelse af medarbejdere i fertilitetsbehandling begynder. Altså hvornår man kan sige, at en fertilitetsbehandling er påbegyndt. Det viser en ny dom fra Vestre Landsret, hvor det faktisk blev vurderet, at en medarbejder var i den indledende fase af sin behandling og derfor ikke beskyttet af reglerne. En dom der dog bliver anket," siger Julie Gerdes.
Kvinden havde et højt sygefravær i forbindelse med de indledende undersøgelser hos lægen, og da virksomheden grundet nedskæringer skulle fyre seks ansatte, valgte de dem, der havde et højt sygefravær eller kort anciennitet. Således mente virksomheden, at afskedigelsen alene var begrundet i det høje sygefravær, hvilket altså retten gav dem medhold i. Kvinden har valgt at anke afgørelsen til Højesteret, da hun mener, at fyringen skyldes, at hun påbegyndte et behandlingsforløb for barnløshed.