I den pågældende sag ejede golfklubben ikke de golfanlæg, som klubbens medlemmer kunne spille på. Disse blev ejet af et selskab, hvortil golfklubben betalte en leje, der kunne variere, idet lejen var afhængig af golfklubbens indtægter. Selskabet anvendte indtægten fra leje af banerne til vedligeholdelse og fornyelse af golfbanens anlæg.
Landsskatteretten fastslog, at når selskabet, der ejer golfbanerne, har indflydelse på golfklubbens forhold, kan klubbens formål ikke adskilles fra de kommercielle formål i selskabet. Som følge heraf blev golfklubbens salg af kontingenter til medlemmer og green-fee til ikke-medlemmer momspligtigt.
Med Landsskatterettens kendelse er der risiko for, at flere sportsklubber vil blive anset for at udøve momspligtige aktiviteter. Bl.a. har en stor del af landets sportsklubber indgået forpagtningsaftaler omkring leje af selve sportsanlæggene. Disse aftaler er i stort omfang variable og afhængige af klubbernes indtægter. I det omfang klubberne stilles over for efterbetaling af momskrav, kan det have store konsekvenser for sportsklubbernes eksistensgrundlag.
Såfremt ovenstående kan have betydning for jeres klub, vurderer vi gerne jeres kontrakt med ejer af baneanlæg og assisterer med anmodning om bindende svar, hvis det vurderes nødvendigt.