Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Moms told og afgifter
  • Type: Nyhedsbrev
  • Dato: 09-09-2011

Rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministratorer - godtgørelse for elafgift 

SKAT har præciseret, at rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministratorer kan få godtgjort elafgift.

Rejsebureauer og ejendomsadministratorer blev med virkning fra 1. januar 2011 omfattet af momspligten og var umiddelbart ikke ligestillet med øvrige momspligtige virksomheder med hensyn til muligheden for godtgørelse af elafgift, idet et rejsebureau var omfattet af det såkaldte bilag til elafgiftsloven.


Ifølge dette bilag er en række såkaldte liberale erhverv undtaget fra retten til at få godtgjort elafgiften, herunder også bureauer.


Det fremgår imidlertid af den seneste version af SKATs vejledning om punktafgifter (af 15. juli 2011), at rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministratorer ikke er omfattet af bilaget.


Disse kan dermed opnå godtgørelse for elafgift som øvrige momsregistrerede virksomheder og altså i samme omfang, som der er fradrag for momsen.


Godtgørelsen 2011


Rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministratorer kan således i lighed med øvrige momsregistrerede virksomheder opnå godtgørelse for den el, der anvendes til procesformål. Det vil sige den el, der anvendes til f.eks. belysning, computere, kopimaskiner m.v.


Der er i 2011 ikke mulighed for godtgørelse af den el, der anvendes til fremstilling af varmt vand (f.eks. elvandvarmere) og rumvarme/komfortkøling (f.eks. elradiatorer, aircondition og klimaanlæg).


Elforbruget anses som udgangspunkt som en fællesomkostning for rejsebureauer m.v. Hvis rejsebureauer har momsfrie indtægter, f.eks. salg af afbudsforsikringer, vil dette medføre en delvis godtgørelsesmulighed for elafgiften i henhold til den beregnede fradragsret for moms.


Godtgørelsen

 

  • Elafgiften - fuld godtgørelse
  • Tillægsafgiften - med reduktion af 1,6 øre pr. kWh
  • Energispareafgift (tidligere CO2-afgift) - ingen godtgørelse
  • Distributionsafgift - 75 % godtgørelse.


Godtgørelsen 2012


Reglerne om energiafgifter, herunder muligheden for godtgørelse af energiafgifter, ændres løbende.


Med virkning fra 2012 vil det således være muligt at opnå en vis godtgørelse af energiafgiften på den el, der er anvendt til fremstilling af varmt vand, rumvarme/komfortkøling. Dette er dog under forudsætning af, at dette forbrug måles særskilt.


Det må på baggrund af ovenstående anbefales allerede nu at overveje at måle på forbruget til fremstillingen af varmt vand og rumvarme/komfortkøling.

 

Kontakt

Kirsten C. Nielsen
Telefon 25 29 50 57
kcnielsen@kpmg.dk