Skatterådet har nu ændret praksis, således at husstandsvindmøller og solcelleanlæg (VE-anlæg) ikke længere kan anses for at være selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand.
Tidligere har private ejere af VE-anlæg haft mulighed for frivilligt at momsregistrere anlægget, hvis de forventede et nettosalg af el fra produktionen. Dette betød, at privatpersonen havde fradrag for købsmomsen samt de drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, der måtte påløbe investeringen. Denne praksis har SKAT nu ændret, og momsregistreringerne skal derfor afmeldes senest den 9. juni 2013.
Ved afmeldelsen skal der ske regulering af den moms, som er fradraget ved købet. Dette skal enten ske efter momslovens regler i § 43 og § 44 om regulering af investeringsgoder eller efter udtagningsreglerne i momslovens § 8, stk. 2.
Hvis ejeren fortsat skal være momsregistreret for andre aktiviteter, skal der ske regulering i forhold til anlæggets værdi efter ovenfor nævnte regler.
Den beregnede regulering skal afregnes over den sidste momsangivelse.
Hvis du har brug for råd og vejledning i forbindelse med opgørelse af reguleringen eller afmeldelse af momsregistreringen, er vi naturligvis behjælpelige hermed.