Prøveplader, der bruges til kørsel i et uregistreret køretøj, bliver udleveret til virksomheder, der har vedvarende væsentligt behov for disse.
Prøvepladerne må kun bruges til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel til følgende formål:
- Afprøvning og indstilling af et nyt køretøj, men ikke til tilkørsel af køretøjet
- Kørsel i forbindelse med import eller eksport af et køretøj til/fra det sted her i landet, hvor importøren/eksportøren har adresse, herunder virksomhedsadresse.
- Kørselsprøve i anledning af reparation af et køretøj, men ikke til tilkørsel af et istandsat køretøj.
- Afhentning eller udbringning af et køretøj i anledning af reparation eller salg.
- Kørsel, der er nødvendig i forbindelse med registrering eller godkendelse af et køretøj.
- Overførsel af et køretøj til anden forhandler, andet udsalgs- eller udstillingssted, demonstrationssted eller lager.
- Demonstration af et køretøj for en forhandler eller dennes personale.
- Demonstration eller prøve af et køretøj i anledning af salg.
- Optagelse af fotografier eller film af et køretøj. Kørslen må kun foretages af en fabrikant eller importør af køretøjer og alene for at fremstille reklamemateriale for køretøjet.
- Kortvarig kørsel her i landet i optog i forbindelse med åbning af salg af lodsedler til velgørende eller almennyttige formål eller i forbindelse med en lokal børnehjælpsdag, dyrskue eller lignende arrangementer. Kørslen må kun ske efter tilladelse fra politiet i hvert enkelt tilfælde.
Prøveskiltene udleveres for en femårig periode, som kan forlænges. Prøveskilte kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og eventuelt ansatte hos denne.
En forkert anvendelse af prøveskilte kan koste dyrt, da SKAT i værste tilfælde kan afkræve registreringsafgift betalt vedrørende det pågældende køretøj.
Er du i tvivl om reglerne og eller i tvivl om, hvorvidt du bruger dine prøveskilte rigtigt, er du velkommen til at kontakte din lokale KPMG-momsrådgiver, som kan rådgive dig herom.