Da reglerne for moms og skat er forskellige afhængig af, om der er tale om arbejdsudleje eller entreprise, skal du være særlig opmærksom på, hvilket regelsæt der gælder for netop dit køb af disse ydelser.
Når du køber en ydelse i form af enten arbejdsudleje eller entreprise fra udlandet, skal du først og fremmest vurdere, om der er tale om enten en arbejdsudlejeydelse eller en entrepriseydelse.
Da der er tale om en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, kan det være en vanskelig vurdering at foretage, da der indgår mange forskellige elementer i vurderingen, og da forskellige elementer i kontrakten kan trække i hver sin retning.
Du skal være opmærksom på, om sælger fakturerer med eller uden dansk moms eller eventuelt med udenlandsk moms. Hvis sælger fakturerer med dansk moms, er det vigtigt at undersøge, om dette er korrekt, eller om ydelsen skulle have været faktureret uden moms.
Hvis der uberettiget er faktureret med dansk moms, kan du risikere, at SKAT vil nægte dig fradrag for momsen. Tilsvarende kan du få problemer med at få udenlandsk moms refunderet, hvis den er fejlagtig opkrævet.
Vurderingen af, om der skal beregnes dansk, udenlandsk eller ingen moms, vil i høj grad være afhængig af, om der er tale om arbejdsudleje eller en entrepriseydelse. Det vil eksempelvis ved arbejdsudleje have betydning, hvor ydelsen er udnyttet, mens dette typisk ikke er tilfældet ved entreprise.
Du skal også være opmærksom på de skattemæssige konsekvenser, hvis der er tale om arbejdsudleje, idet du i sådanne arbejdsudlejesituationer bl.a. kan blive indeholdelsespligtig for AM-bidrag og arbejdsudlejeskatten på 30 % m.v.