Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Moms told og afgifter
  • Type: Nyhedsbrev
  • Dato: 09-11-2010

Overgangsregler ved fakturering af ejendomsadministration - forudbetaling en mulighed 

Fra 1. januar 2011 bliver administration af fast ejendom momspligtig. Skatteministeriet har i et nyt lovforslag foreslået, at der indføres overgangsregler, så der ikke kan faktureres forud uden moms i 2010 for administration, der skal udføres i 2011.

Skatterådet har i et nyligt afsagt bindende svar bekræftet, at der kan udstedes en faktura i 2010 uden moms for ejendomsadministration, der leveres i 2011, altså efter momspligtens indtræden.


Dette skyldes, at det efter de almindelige regler er reglerne på faktureringstidspunktet, der er gældende, når en ydelse forudfaktureres. Det er dog en betingelse, at den fremtidige leverance er klart identificerbar. Det skal således være specifikt angivet på faktureringstidspunktet, hvad der faktureres for.


Skatteministeren fremsatte kort efter SKATs bindende svar et lovforslag, hvorefter der indføres overgangsregler ved fakturering af ejendomsadministration. De almindelige regler finder således ikke anvendelse på ejendomsadministration, hvis lovforslaget bliver vedtaget.


Efter lovforslaget skal der betales moms for løbende ejendomsadministration, der leveres efter 1. januar 2011, uanset at denne bliver faktureret i 2010.


En forudbetaling i 2010 vil fortsat medføre, at de almindelige regler er gældende. Hvis der forudbetales – men ikke forudfaktureres – i 2010, er ejendomsadministrationsydelser, der leveres i 2011, fortsat momsfrie.


Det er en betingelse for at undgå momsbetaling, at der enten ikke sker fakturering, eller at fakturering først sker efter, at der er sket betaling. Herudover skal de forudbetalte ydelser være klart identificerbare.

 

Kontakt

Mette Kruhl Schøler
Telefon 65 58 42 11
mschoeler@kpmg.dk