Ved vedtagelsen af lov nr. 1534 af 19. december 2007 om mulighed for godkendelse af udenlandske pensionsordninger blev der fastsat regler for, hvilke aktiver som midler indskudt i rate- og kapitalpensionsordninger oprettet i udenlandske pengeinstitutter kan anbringes i. Reglerne går ud på, at midlerne i disse ordninger ikke kan anbringes i:
- fast ejendom med brugsrettigheder, rabatter eller dispositionsret tilknyttet hovedaktionæraktier
- aktier m.v., der har som formål eller som et af sine formål at give brugsrettigheder, rabatter eller lignende i selskabet
- andele i en personligt drevet virksomhed ejet af kontohaveren.
Placeringsreglerne for disse ordninger i udenlandske pengeinstitutter svarer i al væsentlighed til de regler for anbringelser, der gælder for ordninger i danske pengeinstitutter.
Dog harmoniseres reglerne således, at der ved opgørelsen af, om kontohaveren ejer mere end 25 % af aktierne i et selskab, fremover også for aktier i et udenlandsk pengeinstitut skal medtages følgende:
- aktier, som kontohaveren ejer uden for pensionsordningen
- aktier som tilhører eller har tilhørt kontohaverens ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer.
Ud fra en risiko for utilsigtet udnyttelse i visse situationer finder Skatteministeriet det nødvendigt at stille krav til ordninger med løbende udbetalinger, rateforsikringer og kapitalforsikringer eller ordninger, der svarer hertil, i udenlandske pensionsinstitutter.
Det skyldes hensynet til, at opsparingen skal tjene til pensionsformål. Fraværet af placeringsregler indebærer risiko for skatteunddragelse, som SKAT har yderst begrænsede muligheder for at opdage.
Der skal fremover gælde samme placeringsregler som for ordningerne oprettet i udenlandske pengeinstitutter, hvorved der sker en harmonisering af reglerne.
Ændringerne træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Ændringerne påvirker som udgangspunkt muligheden for at få en godkendelse af en udenlandsk ordning. Der er p.t. ingen ansøgninger hos told- og skatteforvaltningen om godkendelse.
For godkendte udenlandske ordninger, der er oprettet inden lovens ikrafttrædelse, kan der efter lovens ikrafttrædelse ikke ske anbringelser af pensionsordningens midler i modstrid med de nye placeringsregler. De foreslåede ændringer rammer således kun nye anbringelser og kun de anbringelser, der sker efter lovens ikrafttrædelse.
- Læs også om ændringer til forlængelse af ratepensionsordninger under udbetaling