Udlejning af et golfanlæg er momsfritaget, medmindre udlejer er frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom.
Har udlejer samtidig påtaget sig forpligtelsen til løbende og dagligt at vedligeholde golfbanen, således at den er i "kampklar" stand, udgør vedligeholdelsesydelsen et selvstændigt momspligtigt salg. Vestre Landsret har herved stadfæstet afgørelsen i SKM2009.142LSR, offentliggjort den 25. februar 2009. Udlejningen skal opdeles i en momsfri udlejnings- og en momspligtig vedligeholdelsesydelse. Vestre Landsrets dom er endnu ikke offentliggjort.
Dommen betyder bl.a.:
- At udlejer, der i dag momsfrit udlejer et vedligeholdt golfanlæg, skal afregne moms af vedligeholdelsesydelsen.
- At lejer af golfbanen, typisk golfklubben, skal have afklaret, om udlejer kan kræve momsen betalt af lejer med tilbagevirkende kraft og/eller fremadrettet.
- At det bør undersøges, om parternes aftale i øvrigt med fordel kan omstruktureres.
Kontakt jeres sædvanlige momsrådgiver i KPMG for nærmere afklaring af dommens konkrete betydning.