Danmark

Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Moms told og afgifter
  • Type: Nyhedsbrev
  • Dato: 09-11-2010

Forskellen på "gratis" og at få noget "med i prisen" 

SKAT har nu præciseret, hvordan tilgift og andre lignende salgsfremmende foranstaltninger momsmæssigt skal behandles. Selve formuleringen i markedsføringen kan have stor betydning for momsfradragsretten for sælgers indkøb af tilgiften.

Siden 1. januar 2007 har det efter markedsføringsloven været lovligt at yde en tilgift til forbrugere under visse betingelser. Tilgift er, når køberen får noget ekstra med i handlen - en såkaldt salgsfremmende foranstaltning. En tilgift er således ikke en gave, der gives af gavmildhed, men en købsbetinget vare eller ydelse, som følger med det primære køb.


SKAT har nu offentliggjort retningslinjer for, hvordan tilgift og lignende salgsfremmende foranstaltninger momsmæssigt skal behandles.


En tilgift kan enten betegnes som en biydelse eller som en særskilt efterspurgt vare eller ydelse. Hvis tilgiften er en biydelse, skal den momsmæssigt behandles som hovedydelsen. Ofte er en tilgift dog noget ekstra, der særskilt efterspørges, og skal derfor momsmæssigt vurderes uafhængigt af det primære køb. Det vigtige er herefter, om der betales for tilgiften.


Hvis der markedsføres med, at tilgiften er gratis eller en gave, taler det for, at der ikke betales for tilgiften. Det afhænger dog af en konkret vurdering. Der er således som udgangspunkt ikke momsfradrag for sælgers indkøb, da der ikke er momsfradrag for indkøb af gaver. Hvis der er taget fradrag for købsmomsen på tilgiften, skal denne derfor tilbageføres.


Markedsføres der derimod med, at tilgiften gives med i prisen, med i købet eller lignende, taler det for, at prisen dækker begge varer. Her dækker den betalte pris både for det primære køb og for tilgiften, og der er momsfradrag for indkøbet af tilgiften.


Formuleringen til kunden kan være afgørende for, om sælgeren har momsfradrag for købet af tilgiften. Man skal som den gavmilde sælger fremover være meget opmærksom på, hvorledes man tilbyder sin tilgift, for denne kan medføre en unødvendig merudgift i form af nægtet momsfradrag.

 

Kontakt

Jette Esbjerg Larsen
Telefon 38 18 37 90
jesbjerg@kpmg.dk