En evt. momsreguleringsforpligtelse skal indbetales, når en bygning overgår til ikke momspligtig anvendelse. Som overgang til ikke momspligtig anvendelse anses eksempelvis salg af bygningen.
Skatterådet har i den forbindelse taget stilling til et spørgsmål om, hvorvidt en momsreguleringsforpligtelse, der påhvilede en ejendom, skulle indbetales til SKAT, når Vejdirektoratet havde eksproprieret ejendommen mod erstatning.
Fakta var, at klageren havde erhvervet en ejendom i 2005. Ejendommen blev anvendt til momspligtig udlejning. I 2006 blev ejendommen renoveret, og der blev opført en tilbygning. Klageren fik momsfradrag i forbindelse med renovering/tilbygning, og der påhvilede derfor ejendommen en momsreguleringsforpligtelse.
Som følge af de politiske beslutninger om en udvidelse af motorvejsnettet i Midtjylland blev ovennævnte ejendom i 2010 eksproprieret mod en erstatning.
Skatterådet anførte, at bygningerne i forbindelse med den nævnte ekspropriation utvivlsomt skulle nedrives. Skatterådet var derfor af den opfattelse, at der alene var tale om overdragelse af en grund, og bygningerne kunne derfor ikke anses for at være overgået til anden anvendelse.
Med Skatterådets svar må vi antage, at ved ekspropriation, hvor ejendomme må vige til fordel for vejanlæg, vil der ikke være en reguleringsforpligtelse, da målet ved ekspropriation er ejendommens grund.
I det omfang, at en ejendom eksproprieres, og denne ikke nedrives, kan det ikke udelukkes, at en evt. reguleringsforpligtelse skal indbetales til SKAT.