I henhold til toldloven skal det angives til SKAT, hvis man som rejsende medbringer penge m.v. med værdi over 75.000 kr.
Det samme gælder, hvis man med post eller som pakke til/fra et land uden for EU sender eller modtager pengebeløb på over 75.000 kr.
I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at en check sidestilles med kontanter.
Manglende angivelse til SKAT er forbundet med bødestraf.
SKAT har for nylig udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at en dansk virksomhed, som solgte edb-løsninger til firmaer og private, måtte betale en bøde på 29.000 kr. Virksomheden modtog betalinger for deres ydelser via brevforsendelser vedlagt checks.
Anmeldelse af pengebeløb skal ske senest, når forsendelsen ankommer til Danmark eller forlader Danmark, og kan ske af afsender, modtager eller dennes repræsentant/befordrer.
Virksomheden kunne således have undgået bøden, hvis den inden brevets ankomst til Danmark havde angivet pengeforsendelsen til SKAT.
Beløbets ejer skal tydeligt fremgå af anmeldelsen.