Giver en arbejdsgiver en gave til sine medarbejdere, er gaven som udgangspunkt skattepligtig. Det er dog muligt for arbejdsgiveren at give en skattefri julegave til sine medarbejdere. Gaven skal i så fald gives i form af naturalier, og markedsværdien af gaven må ikke overstige 700 kr. (2010). SKAT anser som udgangspunkt gavekort for at være kontanter og gives gaven i form af gavekort/kontanter, er beløbet skattepligtigt som A-indkomst.
Skatterådet har dog i et bindende svar bekræftet, at en julegave til en medarbejder i form af et gavebevis, der ikke overstiger 700 kr., og som kan anvendes på en bestemt navngiven restaurant, er et naturalie og derfor ikke skattepligtigt for medarbejderen.
Gavebeviset viste sig dog kun at kunne bruges til dagens 3-retters menu eller til én ud af tre sammensatte 3-retters menuer, der på forhånd var bestemt af arbejdsgiveren. Gavebeviset var desuden personligt og kunne ikke indløses til kontanter eller til andre retter/ydelser fra den specifikke restaurant.
Det omtalte bindende svar er på linje med en afgørelse fra 2009, hvor landsskatteretten anså et gavebevis for et naturalie for medarbejderne, da gavebeviset var afgrænset til valg mellem 25 forskellige naturaliegaver udvalgt af arbejdsgiveren.
Baggrunden for afgørelserne er formentligt, at gavebeviset i begge afgørelser er afgrænset så meget i sit anvendelsesområde, at Skatterådet mener at kunne retfærdiggøre ikke at sidestille gavebeviset med kontanter. Jo mere "frit valg på hylderne" gavebeviset giver medarbejderne, jo større er sandsynligheden for, at gavebeviset minder om kontanter.