Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Moms told og afgifter
  • Type: Nyhedsbrev
  • Dato: 10-06-2011

Ændring i incoterms 

Det Internationale Handelskammer ICC har revideret de hidtidigt anvendte incoterms. Pr. 1. januar 2011 udgik fire koder, mens to nye kom til. Incoterms kan være særligt vigtige i relation til told og moms.

De såkaldte incoterms, der regulerer overgang af transportrisici og -omkostninger mellem køber og sælger ved nationale og internationale varehandler, er blevet revideret og ændret med henblik på at tilpasse handelsvilkårene til udviklingen i det internationale handelsmønster. Ændringerne har samtidig haft til formål, at gøre vilkårene mere klare og enkle.


De væsentligste ændringer i handelsvilkårene indebærer, at følgende incoterms udgår:

 

  • DAF (Delivered At Frontier - Leveret Ved Grænsen)
  • DES (Delivered Ex Ship - Leveret Ved Skib)
  • DEQ (Delivered Ex Quay - Leveret Ved Kaj)
  • DDU (Delivered Duty Unpaid - Leveret Told Ikke Betalt).


Følgende to incoterms indføres:

 

  • DAT (Delivered at Terminal - Leveret I Terminal)
  • DAP (Delivered at Place - Leveret På Navngivet Plads).


DAT kan anvendes uanset transportform. Leveringsstedet for DAT defineres med angivelse af en terminal, i en aftalt havn eller plads på bestemmelsesstedet. Begrebet terminal omfatter enhver plads, uanset om den er overdækket eller ej, herunder en kaj, et pakhus, en containerplads eller landevejs-, jernbane- eller luftfragtterminal. Levering finder sted, når varen er aflæsset fra det ankommende transportmiddel og stillet til købers disposition på leveringsstedet, på den dato eller inden for det tidsrum, som er aftalt.


DAP kan ligeledes anvendes uanset transportform. Leveringsstedet for DAP defineres med angivelse af en plads eller et punkt på bestemmelsesstedet. Levering finder sted, når varen er stillet til købers disposition på leveringsstedet og er klar til aflæsning, på den dato eller inden for det tidsrum, som er aftalt.


En af de væsentligste forskelle mellem DAT og DAP er, at levering, og dermed risikoovergang, først sker efter aflæsning ved anvendelse af DAT, hvilket ikke er tilfældet ved anvendelse af DAP.


Anvendelsen af incoterms er særligt vigtig i relation til moms og told, når en dansk virksomhed handler med udlandet. I mange lande er det således de respektive incoterms, der afgør, hvem der er pligtig til at afregne eventuel moms og told.


Ved valg af incoterm bør der derfor også foretages en vurdering af, om den valgte incoterm medfører en registreringspligt for moms eller evt. en pligt til betaling af told og importmoms.


Din lokale KPMG-momsrådgiver hjælper naturligvis gerne med at afdække de moms- og toldmæssige konsekvenser for din virksomhed ved anvendelse af de forskellige incoterms i forbindelse med konkrete varehandler.

 

Kontakt

Lasse Jensen
Telefon 38 18 32 17
ljensen@kpmg.dk