Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Moms, Told & Afgifter
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 11-12-2009

Udlejning af ferielejligheder 

Udlejning af ferielejligheder, der er tilknyttet feriecentre, betragtes som momspligtig udlejning, uanset om de er selvstændigt matrikuleret, og om der er faciliteter inkluderet i lejen.

Udlejning af ferielejligheder er efter praksis i en gråzone mellem den momsfritagne udlejning af sommerhuse og den kommercielle og derved momspligtige feriecenter- og hoteludlejning.

 

Udlejning af ferielejligheder, der er selvstændigt matrikulerede/opdelt som ejerlejlighed, og hvor udlejningen sker på samme vilkår som ved udlejning af sommerhuse, er momsfritaget.

 

Indgår der derimod hotellignende ydelser i udlejningen, bliver denne momspligtig.

 

Skatterådet har afgivet to bindende svar, SKM2009.652.SR og SKM2009.656.SR, der indskrænker det momsfritagne område, idet den selvstændige matrikulering ikke tillægges nogen betydning, når der er tale om udlejning af ferielejligheder, der tidligere har været en del af et feriecenter.

 

Ferielejlighederne opdeles i ejerlejligheder, idet de ønskes frasolgt, men de udlejes på sommerhuslignende vilkår i salgsperioden.

 

I SKM2009.652.SR er der en række faciliteter tilknyttet feriecenteret, som kan benyttes af ferielejlighedernes lejere enten mod betaling eller uden yderligere beregning.

 

I SKM2009.656.SR udlejes de samme ferielejligheder, men på mere sommerhuslignende vilkår, idet der alene sker udlevering af nøgle til lejeren. Der er dog mulighed for servering og benyttelse af aktiviteter mod betaling.

 

Ferielejlighedsydelsen fremstår over for gennemsnitsforbrugeren som en økonomisk helhed. Der er derfor ikke kun tale om adgang til fast ejendom, idet der også udbydes varer og andre ydelser.

 

Udlejningen er i begge situationer momspligtig efter Skatterådets opfattelse.

 

Kontakt

Mette Schøler
Telefon +45 65 58 42 11
mschoeler@kpmg.dk