Told er en omkostning, som virksomheder betaler i forbindelse med import af varer fra lande uden for EU. Vi oplever tit, at virksomhederne ikke har fokus på, hvor meget de egentligt betaler i told - og at de slet ikke har fokus på at minimere toldbetalingen. Og det kan faktisk være dyrt.
Der findes flere forskellige muligheder for at minimere toldbetalingen afhængig af handelsmønstre og de konkrete forhold. De forskellige muligheder benævnes "toldprocedurer af økonomisk art".
I det omfang de importerede varer, der indføres i EU, efterfølgende helt eller delvist bliver solgt tilbage til lande uden for EU, er det muligt at undgå toldbetaling ved at have en bevilling til et toldoplag. Toldoplag er et område, hvor importerede varer kan oplægges toldfrit, indtil varerne bliver angivet til fri omsætning.
Hvis varerne i stedet bliver angivet til eksport til f.eks. Norge eller USA, så skal der ikke betales told af varerne, og man sparer derved noget told. Toldoplaget kan også bruges til at udskyde toldbetaling på varer, der skal i fri omsætning i EU, men som har en liggetid på et lager.
I tilfælde af, at toldbelastningen på færdigvaren er mindre end toldbelastningen på råvaren, så kan det også være en fordel at anvende et toldoplag. Det vil være muligt at importere råvarerne toldfrit, oplægge disse på et toldoplag, producere færdigvaren og efterfølgende fortolde færdigvaren i stedet for råvaren. Dette er en oplagt mulighed, hvis toldsatsen på den producerede færdigvare er 0 %, mens der er en toldsats på råvarerne.
En tredje mulighed for at minimere toldbetalingen er en bevilling til aktiv forædling. Aktiv forædling forekommer i de tilfælde, hvor EU-producenter anvender importerede råvarer til produktion af halvfabrikata eller færdigvarer, som efterfølgende eksporteres til lande uden for EU. I sådanne tilfælde er det muligt at undgå toldbetaling af den mængde råvarer, som er anvendt til produktion af de eksporterede varer.
Vores råd er at sætte fokus på toldbelastningen og undersøge, om det er muligt at minimere denne.