Højesteret ændrer Østre Landsrets dom af 7. december 2006, som blev truffet på baggrund af EF-Domstolens afgørelse af 20. november 2003.
Spørgsmålet i sagen er, om en fritagelse af Taksatorringen fra at opkræve moms af sine taksationsydelser vil være i strid med momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, sidste led, hvorefter det er en forudsætning for momsfritagelse, at fritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.
Højesteret har truffet afgørelse om, at der med de nuværende forhold på markedet for autotaksation ikke består en reel risiko for, at en momsfritagelse af Taksatorringen vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning som nævnt i momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, sidste led. Taksatorringen kan herefter sælge sine taksationsydelser momsfrit med virkning fra 1. januar 1994.