Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Selskabs- og koncernbeskatning, Moms told og afgifter
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 06-04-2009

Styrkelse af eksportkontrollen - varer med dobbelt anvendelse (dual-use) 

SKAT har i løbet af foråret 2009 besluttet at styrke eksportkontrollen i Danmark.

Denne styrkelse sker for at forhindre, at danske virksomheder utilsigtet kommer til at eksportere varer, der som udgangspunkt kan synes ret harmløse, men som kan anvendes til understøttelse af opbygningen og anvendelsen af masseødelæggelsesvåben i det land, som varerne er bestemt til, og som derfor bidrager til styrkelse af terrororganisationer og kritiske stater.

 

E-Export vil i den forbindelse blive ændret således, at virksomhederne, når der indtastes en varekode, der blandt andet omfatter dual-use-varer, og der ikke angives en eksporttilladelse, bliver mødt af en "pop-up"-tekst, der informerer om eventuelle problemer med eksport af den pågældende vare.

 

For at afslutte eksportangivelsen skal virksomheden derefter enten indtaste manglende oplysninger om en indhentet eksporttilladelse eller aktivt angive, at en tilladelse ikke er fornøden for de pågældende varer.

 

Endvidere vil der blive oprettet en række risikoprofiler i SKATs risikoanalysesystem, der medfører, at fysisk kontrol skal foretages, når systemet udpeger en vare til kontrol.

 

Hvad betyder det for virksomhederne?

Ændringerne får naturligvis en del betydning for virksomhederne, især i starten, når ændringen i e-Export og den styrkede fysiske kontrol bliver implementeret.

 

Virksomhederne kan således komme ud for følgende:

 

  • Hyppige blokeringer af eksportangivelsen, hvor virksomheden skal indtaste oplysning om en udstedt eksporttilladelse eller aktivt angive, at varen IKKE er omfattet. 
  • Ved SKATs kontrol af eksporttilladelser og tilknyttede varer kan der opstå forsinkelser. Forsinkelser kan betyde, at varerne ikke kan nå det transportmiddel, som evt. er valgt til at foretage transporten.
  • Ved kontrol af varer, der falder ud til kontrol i forbindelse med risikoanalyse og stikprøvevise kontroller, kan der blive indledt undersøgelse af varerne for at finde ud af, om virksomheden bør søge eksporttilladelse, hvis dette ikke er gjort. Undersøgelserne kan være omfattende og komplicerede og kan derfor falde ind under forordningens tilbageholdelsesbestemmelser på maksimalt 10 dage, og i særlige tilfælde op til 30 dage.

 

Virksomhederne må derfor forvente, at der vil kunne forekomme en del forsinkelser, tilbageholdelser og andre gener, som SKAT dog forventer hen ad vejen vil blive kraftigt reduceret, når virksomhederne bliver mere kendte med eksportkontrolreglerne. 

 

Kontakt

Claus Boldt
Telefon +45 38 18 30 26
cboldt@kpmg.dk