Skattekommissionen ligger op til, at flere af særordningerne på bilbeskatningsområdet ophæves. Det indebærer, at nye varebiler får en grøn ejerafgift svarende til ejerafgiften på personbiler, mens ældre varebilers vægtafgift foreslås forhøjet. Det vil betyde et skifte fra en vægtbaseret afgift til en afgift, der i højere grad er baseret på varevognens brændstofforbrug. Dette ønskes, for i højere grad at sikre en sammenhæng mellem bilens forureningsgrad og beskatningsgrad.
Skattekommissionen ønsker desuden at sikre, at personer med en fri bil-ordning (firmabilordninger) har det samme økonomiske incitament til at begrænse kørsel, som personer med en almindelig privat bil. For ikke at gøre administrationen for tung, foreslår Skattekommissionen et miljøtillæg baseret på den nuværende ejerafgift, der er differentieret efter bilens brændstofforbrug. Dette skal gøre mindre og mere miljøvenlige biler mere attraktive.
Desuden foreslås en mindre omlægning af bilafgifterne ved at forhøje progressionsgrænsen for registreringsafgiften for personbiler samt en indeksering af vægt- og ejerafgiften på 1,8 % årligt i perioden 2010-2015.