Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Selskabs- og koncernbeskatning, Legal Services
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 17-03-2010

SkatteNyt 2010-8 - Hvilke selskaber skal sambeskattes? 

Pr. 1. marts 2010 er den nye definition af bestemmende indflydelse i selskabsloven trådt i kraft. Det påvirker også den skattemæssige definition af, hvilke selskaber der skal indgå i en obligatorisk sambeskatning.

Skatterådet har i en netop offentliggjort afgørelse taget stilling til, hvad den nye koncerndefinition kan resultere i.

I den offentliggjorte sag blev et driftsselskab ejet med 75 % af kapital/stemmer af én aktionær og med 25 % af kapital/stemmer af en anden aktionær. De to aktionærer havde indgået en aktionæroverenskomst, hvoraf fulgte, at ingen skulle have bestemmende indflydelse. Hvis der opstod uenighed, skulle en udpeget uafhængig tredjemand afgøre spørgsmålet.

 

Der bestod således formel bestemmende indflydelse, men ikke reel bestemmende indflydelse. Efter den hidtil gældende definition har det været den formelle majoritet, der var afgørende. Her skulle 75 %-aktionæren således sambeskattes med driftsselskabet.

 

Efter den nye definition fraviges det formelle udgangspunkt, hvis det kan påvises, at det formelle ejerskab ikke udgør reel bestemmende indflydelse. I den nævnte sag ville det ifølge SKAT betyde, at 75 %-aktionæren ikke længere havde bestemmende indflydelse, og at den eksisterende sambeskatning derfor ville blive brudt efter ikrafttrædelsen af de nye definition. Ændringen træder som nævnt i kraft pr. 1. marts 2010, men ifølge den offentliggjorte afgørelse forudsætter Skatteministeriet, at den får virkning for det første regnskabsår, der begynder efter den fastsatte ikrafttrædelsesdato.

 

Der er derfor god grund til at få set aktionæroverenskomster (ejeraftaler) og vedtægter m.v. igennem nu, inden den nye definition træder i kraft, ligesom der er god grund til at være opmærksom på konsekvenserne i relation til sambeskatning, når der indgås nye aftaler.

 

I KPMG kan vi være behjælpelige med at gennemgå dokumenterne og afdække konsekvenserne ved indgåede aftaler, der påvirker den bestemmende indflydelse.

 

Kontakt

Susanne Kjær
Telefon +45 38 18 34 30
susannekjaer@kpmg.dk