Opsigelsen skyldtes uenighed om beskatningsretten til pensioner. Det viste sig imidlertid hurtigt, at opsigelsen havde meget vidtgående, uforudsete og helt urimelige konsekvenser for danske virksomheder, der har indkomst fra kilder i Spanien uden at have et fast driftssted dér.
Det spanske parlament har den 2. marts 2010 vedtaget et lovforslag, der et langt stykke hen ad vejen afhjælper de uheldige konsekvenser af Danmarks opsigelse af overenskomsten. I det følgende redegør vi nærmere for de nye spanske regler, samt hvad de nye regler betyder for danske virksomheder, der er blevet ramt af opsigelsen af overenskomsten.
Siden opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten pr. 1. januar 2009 har danske virksomheder uden fast driftssted i Spanien været underkastet en meget vidtgående kildebeskatning af indkomst fra Spanien. Under spansk lov er udenlandske selskaber uden fast driftssted i Spanien underkastet 24 % kildeskat af bl.a. royalties og serviceydelser hidrørende fra kilder i Spanien. I praksis har det største problem været kildeskat på serviceydelser, idet kildeskatten omfatter serviceydelser af enhver art, blot serviceydelserne anvendes i Spanien.
Da den spanske skattesats på 24 % er lavere end den danske selskabsskattesats, kunne man forledes til at tro, at et selskab vil få fuld lempelse for den spanske kildeskat ved den danske skatteberegning. Det store problem er imidlertid, at kildeskatten i Spanien indeholdes i bruttoindtægten/honoraret uden fradrag for nogen omkostninger overhovedet, mens der efter danske skatteregler maksimalt gives nedslag i den danske skat for et beløb svarende til 25 % af nettoindkomsten fra Spanien. Dette medfører, at der i praksis i mange tilfælde kun kan opnås lempelse i den danske skat for en begrænset del af den kildeskat, der opkræves i Spanien, og at den samlede skattebelastning på indkomst fra Spanien derfor er meget høj.
Disse forhold er nærmere beskrevet i SkatteNyt 2008-44.
De nye regler medfører, at udenlandske virksomheder, der er begrænset skattepligtige til Spanien, fra og med 1. januar 2010 beskattes på grundlag af nettoindkomsten frem for på grundlag af bruttoindkomsten.
Dog bliver det sådan, at der fortsat skal indeholdes og betales 24 % kildeskat af bruttoindkomsten. Det nye er, at det nu bliver muligt at tilbagesøge forskellen mellem den indeholdte (brutto-) kildeskat og 24 % af nettoindkomsten. Herved ender beskatningen i Spanien i princippet med at være 24 % af nettoindkomsten.
Eftersom der er tale om en "tilbagesøgningsordning", indebærer den nye ordning dog et likviditetstab i forhold til en ren kildebeskatning på grundlag af nettoindkomsten.
Der er en række uklare forhold i de nye regler.
Det er f.eks. ikke klart om – og i givet fald i hvilket omfang – der vil kunne opnås fradrag for indirekte omkostninger. Selve lovteksten omtaler alene direkte henførbare omkostninger.
Et andet uklart forhold er, om beskatningsgrundlaget gøres op "kontrakt-for-kontrakt" eller samlet for alle kontrakter. Har et dansk selskab eksempelvis kontrakt om levering af tjenesteydelser til to forskellige kunder i Spanien, og giver den ene kontrakt underskud, mens den anden kontrakt giver overskud, er det da muligt at opgøre beskatningsgrundlaget samlet for de to kontrakter? Dette fremgår ikke af den nye lov. Hvis det ikke er muligt at foretage modregning, synes der umiddelbart at være et problem i forhold til EU-retten, idet et spansk selskab med to tilsvarende kontrakter vil skulle opgøre indkomsten samlet for de to kontrakter.
Der er således en række uafklarede forhold, der vil skulle finde deres afklaring i praksis.
Danmarks opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten har medført endog meget betydelige ekstraomkostninger for en del danske selskaber. De nye regler vil i betydeligt omfang afhjælpe disse problemer, og de må derfor hilses velkommen.
Danske selskaber, der er underkastet kildeskat i Spanien, bør konkret undersøge, hvor stor en del af kildeskatterne, der vil kunne tilbagesøges efter de nye regler. Det bør i denne forbindelse undersøges, hvilke omkostninger, der efter de nye regler kan henføres til den spanske indkomst, og om det er muligt at modregne gevinster og tab (hvis der er tale om f.eks. flere forskellige kontrakter).
Selskaberne bør endvidere nærmere analysere samspillet mellem indkomstopgørelsen i Spanien og opgørelsen af
creditlempelse i Danmark, idet der i den konkrete situation muligvis vil kunne være forskel på, hvilke omkostninger, der kan/skal henføres til den spanske indkomst efter henholdsvis spanske og danske principper. Som nævnt er det ikke klart, i hvilket omfang og efter hvilke principper indirekte omkostninger kan fradrages i henhold til de nye spanske regler. Heroverfor står, at der ved den danske lempelsesberegning skal ske allokering også af indirekte omkostninger, og at denne allokering skal ske efter forholdet mellem den lempelsesberettigede bruttoindkomst og den samlede bruttoindkomst.
Som nævnt har de nye regler i Spanien virkning fra og med 1. januar 2010. Det er ikke klart, om reglerne kan anvendes til tilbagesøgning af skat af indkomst, der er blevet "bruttobeskattet" i 2009. Der er en del, der taler for dette, herunder at de nye regler utvivlsomt er blevet indført for at undgå en EU-sag om diskrimination.