Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Moms told og afgifter, Person- & Erhvervsbeskatning
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 17-06-2010

Lov om udligningsskat på store pensionsudbetalinger er vedtaget 

Folketinget har den 4. juni 2010 vedtaget lovforslag nr. 213 vedrørende udligningsskatten på store pensionsudbetalinger.

Vi har tidligere i SkatteNyt 2010-9 beskrevet indholdet af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om indførsel af en udligningsskat.

 

Som beskrevet i SkatteNyt 2010-9, betyder den vedtagne ændring, at der i perioden fra 2011 til 2014 skal betales 6 % i udligningsskat af årlige pensionsudbetalinger, der samlet overstiger 362.800 kr. Herefter nedtrappes udligningsskatten med 1 %-point pr. år, således at udligningsskatten skal betales sidste gang i 2019.

 

Hvis en gift person ikke udnytter sin egen bundgrænse på 362.800 kr. kan der overføres op til 121.000 kr. til samlevende ægtefælle. Beløbet, der kan overføres, reduceres dog med personens egen personlige indkomst. Har personen således en personlig indkomst på 121.000 kr. eller derudover, er der intet beløb at overføre.

 

Beløbsgrænsen på 362.800 kr. er angivet i 2010-niveau. Vedtages den fremsatte genopretningsplan for den danske økonomi, sker der ingen regulering af beløbsgrænsen i årene 2011, 2012 og 2013.

 

Hvilke udbetalinger er omfattet af udligningsskatten?
Som nævnt i SkatteNyt 2010-9 lægges udligningsskatten på alle skattepligtige løbende udbetalinger. Det gælder f.eks.:

 

  • Udbetaling fra arbejdsmarkedspensioner
  • Folkepension
  • Udbetalinger fra ATP
  • Udbetalinger fra private livrente- og ratepensioner
  • Tjenestemandspensioner og lignende ordninger
  • Ministerpensioner og pensioner til MF'er

 

Udligningsskatten pålægges ikke udbetalinger fra kapitalpensioner eller invalidepensioner indtil sædvanligt alderspensionstidspunkt. Endvidere er efterløn, fleksydelse samt førtidspension undtaget fra udligningsskatten.

 

Hvornår har udligningsskatten virkning fra?
Udligningsskatten har virkning for udbetalinger, der sker fra og med indkomståret 2011. 

 

Kontakt

 

Jesper Arnø
Telefon +45 38 18 37 92
jarnoe@kpmg.dk

 

Bettina Fristed
Telefon +45 86 76 45 79
bristed@kpmg.dk