Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Selskabs- og koncernbeskatning
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 17-12-2009

Indberetningspligt for personalegoder - Ny bekendtgørelse er offentliggjort 

Skatteministeriet har offentliggjort en ny bekendtgørelse om indberetningspligter efter skattekontrolloven. I bekendtgørelsens § 13 fastsættes reglerne for indberetning af personalegoder.

Dette SkatteNyt beskriver kun den udvidede indberetningspligt for så vidt angår personalegoder.

 

Indberetningspligten udvides til at omfatte alle personalegoder
I bekendtgørelsen udvides indberetningspligten, så der fremover skal ske indberetning for alle skattepligtige personalegoder, der er givet som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af et personligt arbejde i øvrigt. Reglerne gælder også for personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn m.v.

 

Værdiansættelse
Indberetning skal foretages ved angivelse af godets skattepligtige værdi. Den skattepligtige værdi ansættes til den værdi, som det må antages at koste medarbejderen at erhverve godet i almindelig fri handel. En eventuel rabat opnået af arbejdsgiver kan dog medtages i vurderingen.

 

Hvis beløbet vedrører flere perioder, skal en forholdsmæssig del henføres til den periode, indberetningen vedrører.

 

Indberetning uden angivelse af værdi
Frikort til offentlig befordring indberettes uden angivelse af værdi (krydsmarkering i rubrik 63). For personalelån og sommerhus i udlandet udgår krydsmarkering, således at værdien fremover skal indberettes.

 

Særlige regler for værdiansættelse
For visse goder gælder der særlige regler for værdiansættelsen, bl.a. fri bolig, fri bil, multimedier m.v.

 

Goder undtaget fra indberetningspligt
Enkelte goder er ifølge bekendtgørelsen undtaget fra indberetning:

 

  • Goder omfattet af bagatelgrænsen - også i det omfang bagatelgrænsen på 5.500 kr. (2010-sats) overskrides
  • Bonuspoint optjent i forbindelse med flyrejser og hotelovernatninger m.v.
  • Firmabørnehave og firmavuggestue til rådighed
  • Privat benyttelse af goder, der stilles til rådighed af hensyn til arbejdet, uden at godet er omfattet af bagatelgrænsen, f.eks. brobizz.
  • Privat lejlighedsvis benyttelse af arbejdsredskaber m.v. 
  • Privat benyttelse af arbejdsgiverbetalt parkeringsplads i tilknytning til arbejdspladsen

 

Mulighed for at udskyde indberetning til april 2010
Der er mulighed for at udskyde indberetningen af multimedier og personalegoder til det seneste tidspunkt, hvor man indberetter for april måned 2010. Hvis indberetning for f.eks. multimedier udskydes, skal der således anføres en år-til-dato værdi på 1.000 kr. i værdi til multimediebeskatning i indberetningen for april måned, hvis man har haft multimedier til rådighed fra 1. januar 2010. SKAT har tilkendegivet, at indeholdelse af A-skat og AM-bidrag for multimedier ligeledes udskydes.

 

Værdi af fri bil til rådighed samt værdi af kost og logi, som er A-indkomst, skal indberettes efter de almindelige regler for månederne januar til marts 2010. Der er således ikke mulighed for at udskyde indberetningen for så vidt angår disse goder.

 

Kontakt

[Billede mangler]

 

Sascha Plon Kjeldsen
Telefon +45 38 18 35 34
splon@kpmg.dk

 

 

Pernille Paisen
Telefon +45 38 18 37 44
ppaisen@kpmg.dk