SKAT har offentliggjort de af Skatterådet fastsatte kilometersatser for fradrag efter ligningslovens § 9 C for befordring mellem hjem og arbejdsplads i indkomståret 2010 således:
- 0-24 km (inkl.) daglig transport intet fradrag
- 25-100 km (inkl.) daglig transport 1,90 kr. pr. km
- Over 100 km daglig transport 0,95 kr. pr. km
Godtgørelser til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B er skattefri, hvis de ikke overstiger følgende beløb:
- Kørsel til og med 20.000 km årligt 3,56 kr. pr. km
- Kørsel ud over 20.000 km årligt 1,90 kr. pr. km
For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil. For benyttelse af egen cykel, knallert eller 45-knallert er satsen 0,48 kr. pr. km.
Udbetales befordringsgodtgørelse med et højere beløb end Skatterådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst. Det gælder dog ikke, såfremt arbejdsgiveren/hvervgiveren ved den endelige opgørelse anser det beløb, der overstiger satsen, for løn i relation til A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Satsen for kørsel til og med 20.000 km gælder i forhold til den enkelte arbejdsgiver.