Sagen vedrørte to personer A og B, som begge i 1999 var udsendt af deres arbejdsgiver til en række andre arbejdssteder end deres faste arbejdssted. De midlertidige arbejdssteder lå mellem 40 km og 118 km fra deres sædvanlige bopæle. Under tjenesterejserne overnattede både A og B i nærheden af de midlertidige arbejdssteder. A og B foretog i al væsentlighed tjenesterejserne med tog, hvortil de begge havde fået frikort af arbejdsgiveren.
A og B mente sig berettigede til fradrag efter Ligningsrådets standardtakster for rejser, hvilket Højesteret gav dem medhold i.
Skatteydernes påstand var, at udsendelserne af A og B havde medført, at de reelt ikke havde mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl.
Højesteret udtalte bl.a., at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et midlertidigt arbejdssted har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, skal træffes efter en konkret og individuel bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte, og at der ved vurderingen af afstanden og transporttiden ikke kan opstilles en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid.
Skatteydernes synspunkt var blevet underkendt først af Landsskatteretten i SKM 2006.229 LSR og senere i Vestre
Landsret SKM 2007.560 VL. Højesteret derimod gav medhold.
Højesteretsdommen underkender således den tidligere praksis baseret på hhv. Landsskatterettens kendelse og landsretsdommen.
Da Højesteret netop underkender det forhold, at myndighederne har undladt en individuel bedømmelse og har erstattet vurderingen af en "mekanisk regel" via fast antagelse om mulighed for at overnatte på sædvanlig bopæl, vil der efter KPMGs opfattelse være tale om en sag, der kan bevirke genoptagelsesmuligheder for tilsvarende i samme situation.
Højesteret har tilkendegivet, at der skal foretages en konkret bedømmelse, herunder de personlige forhold. Der skal således ikke nødvendigvis eller alene foretages en vurdering af, hvad rejsetiden ville være ved bilkørsel.
Ordinær genoptagelse skal begæres inden 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb, hvorimod ekstraordinær genoptagelse, der rækker længere bagud, skal begæres inden 6 måneder fra denne højesteretsdoms offentliggørelse.