Dette SkatteNyt vedrører alene ændringerne vedr. definition af investeringsselskaber. Ud over dette SkatteNyt udsendes snarest et supplerende SkatteNyt, der giver et generelt overblik over indholdet af L 23.
Pr. 1. januar 2009 anses selskaber, hvis virksomhed består i investering i værdipapirer og har mindst 8 deltagere, også for investeringsselskaber. Den gamle definition af investeringsselskaber bibeholdes, således at der nu er to definitioner af investeringsselskaber. Den gamle definition er begrænset til at omfatte selskaber, der har en tilbagekøbsforpligtigelse (investeringsforeningslignende enheder).
Af en undtagelsesbestemmelse til den nye definition fremgår, at reglerne ikke omfatter selskaber, hvis mere end 15 pct. af selskabets regnskabsmæssige aktiver i løbet af regnskabsåret gennemsnitligt er placeret i andet end værdipapirer m.v. Til værdipapirer m.v. medregnes ikke aktier i et andet selskab, hvori førstnævnte selskab ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen, med mindre det andet selskab selv er et investeringsselskab (dog ses igennem koncernforbundne selskaber).
Det må antages, at den nye definition af investeringsselskaber vil ramme meget bredt og ikke alene flere formueforvaltningsselskaber, men også holdingselskaber, der ejer mindre aktieposter, men har mere end syv deltagere, kan blive ramt.
Det følger af selskabsskatteloven, at overgang af beskatningsform for et dansk selskab sidestilles med ophør af virksomhed (med mindre særlige undtagelser gør sig gældende) og salg til handelsværdi af de aktiver og passiver, der er i behold hos selskabet. Overgangen fra almindelig beskatning til beskatning efter reglerne om investeringsselskaber medfører således, at samtlige aktiver og passiver skal anses for afståede ved overgangen.
Danske investeringsselskaber er som udgangspunkt skattefritagne enheder og er alene skattepligtige af udbytte modtaget fra danske selskaber med 15 pct.
Aktier i investeringsselskaber beskattes efter et lagerprincip, hvorved gevinster og tab medregnes i den selskabsskattepligtige indkomst for selskabsaktionærer og som kapitalindkomst for personlige aktionærer. For alle aktionærer i et investeringsselskab gælder, at gevinst og tab vedr. et indkomstår henføres til det efterfølgende indkomstår, såfremt aktien ikke er afstået.
For investorerne i de selskaber, der overgår til beskatning efter reglerne om investeringsselskaber pr. 1. januar 2009, gælder der særlige overgangsbeskatningsregler.