|
Oplysninger
- Ydelse: Tax, Selskabs- og koncernbeskatning, International koncernbeskatning
- Type: Information om KPMG
- Dato: 03-02-2009
I går, den 2. februar 2009, fremlagde Skattekommissionen deres længe ventede udspil til en skattereform, hvor hovedsigtet er lavere skat på arbejde.
Skattekommissionens udspil indeholder en mængde forslag til ændringer på det moms- og afgiftsmæssige område.
I forhold til energiafgifterne vil udspillet medføre en meromkostning for erhvervslivet generelt, men vil få væsentlig betydning for landbrugssektoren, transportsektoren og industrivirksomhederne.
- En forøgelse af energiafgifterne med 15 % på brændsler og 5 % på el.
Det fremgår ikke tydeligt, om der er tale om en løbende stigning eller en straks-stigning men set i lyset af, at energiafgifterne i forvejen indekseres med 1,8 % årligt, må det forventes, at der er tale om en straks-stigning. En reduktion af de momsregistrerede virksomheders ret til afgiftsgodtgørelse for procesenergi. Dette betyder, at de momsregistrerede virksomheder kommer til at betale en afgift på 15 kr. pr. GJ forbrugt energi til procesformål, svarende til at den nuværende 100 % afgiftsgodtgørelse bliver reduceret til ca. 75 % afgiftsgodtgørelse.
- En løbende aftrapning af bundfradraget for CO2-afgift, der tildeles energi-intensiv produktion uden for CO2-kvotesektoren, jf. gennemførelsen af afgiftsrationaliseringen i forbindelse med sidste års energiforlig, som endnu ikke er trådt i kraft. Der er tale om en aftrapning af bundfradraget i perioden 2013-2027 svarende til aftrapningen i gratis tildelingen af CO2-kvoter, sådan at der sker en ligestilling af energi-intensiv produktion inden for og uden for CO2-kvotesektoren.
- Forslaget tager ikke hensyn til, at der vil være forskel mellem CO2-kvoteprisen og den danske afgiftsbeskatning på CO2.
- Indførelse af en afgift på biobrændsler til opvarmningsformål og samtidig udvidelse af det frie brændselsvalg til også at omfatte de decentrale kraftvarmeværker.
- Afgiften skal indføres for at undgå yderligere forvridninger i energiforbruget mellem biobrændsler og andre brændsler, der ikke skyldes forskelle i miljø- og klimaeffekten af de forskellige brændsler.
Niveauet for afgiften skal fastsættes sådan, at forhøjelsen af energiafgifterne ikke fører til forøget støtte til biobrændsler, hvilket svarer til en afgift på 7,5 kr. pr. GJ.
- Indførelse af afgift på andre klimagasser end CO2, primært metan i landbruget.
Klimaafgiften på udledning af metan i landbruget skal indføres med henblik på at lade forureneren-betaler-princippet finde anvendelse. I praksis vil der være tale om en afgift pr. dyreenhed.
- Indførelse af en kvælstofafgift.
Kvælstofafgiften skal indføres for at understøtte målsætningerne om at forbedre vandmiljøet. Afgiften skal beregnes på baggrund af landbrugets kvælstofbalance, dvs. afgift på bruttotilførsel og godtgørelse af afgift af bruttofraførsel. En forøgelse af spildevandsafgiften med 50 %.
- Spildevandsafgiften skal forhøjes for at give yderligere tilskyndelse til en reduktion af de udledte vandmængder og til en forbedring af renseanlæggenes og de industrielle egenudlederes rensning.
- En omlægning af afgifterne på øl, vin, sodavand og spiritus. Omlægningen indeholder en halvering af emballageafgiften, som modsvares af en tilsvarende stigning af afgiften på øl, vin, sodavand og spiritus, sådan at den samlede afgiftsbelastning er uændret.
Indeksering af afgifterne is, chokolade m.v. på 1,8 % pr. år.
- En ændring af tobaksafgifterne, hvilket består dels af en forhøjelse af afgiften på røgtobak og dels en ændring af mikset mellem værdiafgift og stykafgift på cigaretter.
En ændring af bilbeskatning, som består af flere elementer:
- Der indføres en grøn ejerafgift på varebiler svarende til den kendte ejerafgift på personbiler og samtidig forhøjes vægtafgiften på ældre varebiler.
- Et andet tiltag for at gøre mindre og mere miljøvenlige biler mere attraktive er at indføre et miljøtillæg, der følger gældende satser for ejerafgiften på frie bilordninger, der beregnes som en %-andel af bilens værdi.
- Frikørselsordningen for hyrevogne strammes for at øge incitamenterne til at vælge mindre hyrevogne. Stramningen sker ved at forøge den reducerede registreringsafgift fra 20 % til 70 %.
- Slutteligt bliver bilafgifterne omlagt, hvilket sker ved en indeksering af vægt- og ejerafgifterne på 1,8 % årligt i perioden 2010-2015.
- Levering af fast ejendom gøres momspligtig.
Denne afskaffelse vil bringe de danske momsregler mere i overensstemmelse med momssystemdirektivets generelle regler, hvorved der skal beregnes moms af førstegangssalg af huse og byggegrunde.
- Momsfritagelsen for ejendomsadministration ophæves.
Også denne afskaffelse vil bringe de danske momsregler mere i overensstemmelse med momssystemdirektivets generelle regler.
- Momsfritagelsen for rejsebureauer afskaffes.
Afskaffelsen vil bibringe til at skabe en større ensartethed på området, hvor der i forvejen beregnes moms af en del af rejsebureauernes ydelser og samtidig bringe de danske momsregler mere i overensstemmelse med momssystemdirektivets regler.
- Momsfritagelsen for indenrigs personbefordring ophæves.
Denne afskaffelse skal medvirke til at rette op på en række forvridninger i momssystemet. Sideløbende foreslås det at øge den direkte støtte til den kollektive personbefordring for at kompensere for den umiddelbare effekt på priserne ved at indføre moms.
- 0-momssats på aviser ophæves.
Afskaffelsen foreslås gennemført ved at lave en indfasningsordning, hvor den eksisterende lønsumsafgift gradvist forhøjes, indtil niveauet for moms nås, og derefter bortfalder lønsumsafgiften for at blive erstattet af moms.
- Lønsumsafgiften for den finansielle sektor forøges fra 9,13 % til 10,5 %.
Det foreslås, at forøgelsen sker gradvist og først, når den finansielle krise er overstået.
|