Det drejer sig om henholdsvis begrebet "midlertidigt arbejdssted" og afstand mellem sædvanlig bopæl og midlertidigt arbejdssted. Endvidere har SKAT i en konkret sag taget stilling til afstand og rejsetid mellem sædvanlig bopæl og midlertidigt arbejdssted.
Man kan læse yderligere om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelser samt muligheden for at tage fradrag, hvis der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelser, i KPMGs publikation "Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse 2008", som kan downloades på KPMGs hjemmeside www.kpmg.dk under publikationer.
Arbejdssteder som altid vil være midlertidige:
SKAT understreger i SKM2008.853.SKAT, at en række arbejdssteder i kraft af deres karakter altid vil være midlertidige, f.eks. arbejdssteder hvor der udføres bygge- og anlægsarbejde. Korterevarende sæsonarbejde – som f.eks. plukning af æbler på en æbleplantage – anses endvidere som udgangspunkt også for at være arbejde på et midlertidigt arbejdssted.
Medarbejdere ansat til at arbejde på et arbejdssted, som efter sin karakter altid vil være midlertidigt, og som opfylder de øvrige betingelser som beskrevet ovenfor og i KPMGs publikation "Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse 2008", kan modtage skattefri rejsegodtgørelser, alternativt tage fradrag for deres rejseudgifter.
Tidsbegrænsede ansættelser på et fast arbejdssted:
SKAT har i SKM2008.853.SKAT som offentliggjort den 28. oktober 2008 bekræftet, at når en virksomhed ansætter en medarbejder for en tidsbegrænset periode på 12 måneder, og medarbejderen på grund af afstanden til sin sædvanlige bopæl ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, må medarbejderen anses for at være på rejse og dermed berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelser, alternativt tage fradrag for sine udgifter til kost og logi på rejsen.
SKAT præciserer dog, at hvis det allerede ved indgåelsen af en ansættelsesaftale må lægges til grund, at en medarbejders arbejdssted ikke er tidsbegrænset enten til en bestemt periode eller til en konkret opgaves færdiggørelse, f.eks. fordi ansættelseskontrakten indeholder en generel mulighed for forlængelse heraf, vil medarbejderen – efter SKATs opfattelse – ikke kunne anses for at være på rejse.
Forlængelse af tidsbegrænsede ansættelser på et fast arbejdssted:
Med baggrund i en konkret sag (SKM2008.849.SR) er det endvidere SKATs opfattelse, at ved arbejdssteder, som ikke i sig selv er af midlertidig karakter, jf. ovenfor, er det en forudsætning for at kunne anse et arbejdssted som fortsat midlertidigt ved en forlængelse af arbejdsforholdet, at det dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen.
Det er ikke muligt at gøre et arbejdssted, hvor arbejdet normalt kan udføres det samme sted år efter år, til et midlertidigt arbejdssted ved at ansætte en medarbejder på tidsbegrænsede kontrakter af f.eks. 12 måneders varighed den ene gang efter den anden.
SKATs opfattelse af begrebet "midlertidigt arbejdssted" i relation til "åremålskontrakter":
Det er efter SKATs opfattelse almindeligt, at medarbejdere, der er åremålsansatte, får forlænget deres ansættelse i næsten samme udstrækning, som de ville bibeholde deres ansættelse, hvis de ikke var åremålsansatte. Det er derfor SKATs opfattelse, at en medarbejder, der er åremålsansat, i mange tilfælde reelt vil have en fast ansættelse. Sådanne medarbejdere vil således ikke alene på grund af deres ansættelsesform kunne anses for at arbejde på et midlertidigt arbejdssted. Der vil altid skulle foretages en konkret vurdering heraf.
SKAT præciserer følgende vedrørende en medarbejder, der er ansat på et fast arbejdssted, men som ligger langt fra den sædvanlige bopæl, og som derfor har anskaffet sig en midlertidig bopæl tæt på det faste arbejdssted:
- Idet der arbejdes på et fast arbejdssted, er medarbejderen allerede af den grund ikke på rejse, uanset denne på grund af afstanden til den sædvanlige bopæl ikke kan overnatte på den sædvanlige bopæl.
- Når medarbejderen af arbejdsgiveren udsendes til et midlertidigt arbejdssted, f.eks. virksomhedens filialer i andre landsdele, er det som udgangspunkt - efter SKATs opfattelse - afstanden mellem den midlertidige bopæl og det midlertidige arbejdssted, som er afgørende for, om medarbejderen er på rejse. Afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted må dog ligeledes skulle vurderes.
Har medarbejderen ikke et fast arbejdssted, men udfører arbejde hos arbejdsgiverens kunder rundt om i landet, er praksis uændret, således at det afstanden mellem den sædvanlige bolig og de midlertidige arbejdssteder rundt om i landet, der er afgørende for bedømmelsen af, om medarbejderen har mulighed for at overnatte på sin bopæl og dermed kan anses for at være på rejse.
SKAT har i SKM2008.845.BR fået medhold i byretten i en konkret sag vedrørende afstand mellem sædvanlig bopæl og midlertidigt arbejdssted. I den pågældende sag var parterne enige om, at medarbejderen var blevet udsendt af sin arbejdsgiver til et midlertidigt arbejdssted.
Det er oplyst, at medarbejderens normale arbejdstid var fra ca. 8:30 til ca. 15:30. Medarbejderen har oplyst, at hans arbejdstid ud over normal arbejdstid har været på i hvert fald to timer hver dag, således at den daglige samlede arbejdstid var på ca. 9 timer.
Byretten fandt, at medarbejderen ikke havde ført bevis for, at det generelt ikke var muligt for ham at overnatte på den sædvanlige bopæl.
Medarbejderen kunne dog tage fradrag for de dage, hvor medarbejderen den efterfølgende dag havde mødepligt på et så tidligt tidspunkt, at medarbejderen ikke havde mulighed for at køre hjem til bopælen og opholde sig der i mindst 11 timer inden næste arbejdsdag.
KPMG vurderer, at afgørelsen er i tråd med tidligere afgørelser på området, f.eks. SKM2005.492.ØLD som kommenteret i SKM2006.138.DEP. Se evt. KPMGs publikation "Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse 2008" for yderligere information.