Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Person- & Erhvervsbeskatning
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 09-10-2008

Genoptagelse af skatteansættelser - konverterbare obligationslån 

SKAT har den 1. oktober 2008 udsendt meddelelse om mulighed for genoptagelse vedrørende praksisændring ved værdiansættelse af konverterbare obligationslån.

Baggrunden herfor er en byretsdom, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en sag om kontantomregning af afståelsessummen ved salg af en fast ejendom. Sagen drejede sig om, hvorvidt obligationslånet skulle kontantomregnes på grundlag af de bagvedliggende obligationer, hvis kurs lå over pari, eller om der skulle tages højde for, at obligationslånet kunne indfries til pari.

 

Skatteministeriets beslutning i sagen indebærer, at ansættelsen højest kan ansættes til kurs 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste termin.

 

Dette har betydning for opgørelse af overdragelsessummer efter afskrivningslovens § 45, stk. 1, og ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 og 4.

 

Endvidere indebærer dommen, at gevinst og tab på konverterbare realkreditlån efter kursgevinstloven skal opgøres således, at kursværdien af obligationsrestgælden på overtagelses- eller indfrielsestidspunktet ansættes til kurs 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste indfrielsestermin.

 

I det omfang, der er sket kontantomregning og dermed beskatning på grundlag af praksis før ændringen, kan der efter anmodning ske genoptagelse af skatteansættelsen.

 

Anmodning og frist
Anmodning om genoptagelse kan ske ved fremsættelse af anmodning til SKAT.

 

For indkomstårene 2003 og 2004 skal anmodning fremsættes til SKAT senest 6 måneder efter offentliggørelsen af meddelelsen på SKAT’s hjemmeside, det vil sige senest den 1. april 2009.

 

For indkomståret 2005 og senere følger genoptagelse de almindelige regler, det vil sige, at anmodning skal fremsættes til SKAT senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af et indkomstår.

 

Skattecentre, der har kendskab til sager, der ikke er afgjort i overensstemmelse med ny praksis, skal på eget initiativ iværksætte genoptagelse.

 

Kontakt

Peter Rose Bjare
Telefon +45 38 18 32 95
pbjare@kpmg.dk

 

René B. Pedersen
Telefon +45 38 18 39 58
rbpedersen@kpmg.dk