Af hensyn til, at sælger skal kunne undersøge, om køber er afgiftspligtig, foreslås det, at alle, som køber ydelser fra andre EU-lande med omvendt betalingspligt, skal momsregistreres.
Dette skal ses i lyset af, at momspakken netop medfører, at der i langt flere tilfælde skal ske beskatning i købers land, blot køber anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor der vil være behov for en effektiv mekanisme til at undersøge købers afgiftsmæssige status.
Virksomheder, som f.eks. udøver momsfritagne aktiviteter, skal registreres for moms, hvis de køber ydelser fra andre EU-lande. Dette gælder for alle typer af ydelser, som er omfattet af omvendt betalingspligt, hvilket i praksis vil betyde de fleste ydelser.
Der gælder således ikke nogen bundgrænse for, hvornår en virksomhed skal lade sig momsregistrere ved køb af ydelser i andre EU-lande.