I dansk praksis hersker der dog tilsyneladende usikkerhed om, hvilke krav der skal opfyldes, for at en pdf-faktura anses for en gyldig faktura.
I henhold til den danske momslov og de fælles EU-regler for moms er det muligt at udstede og modtage elektroniske fakturaer.
For at kunne benytte elektronisk fakturering er der som udgangspunkt to betingelser, som skal være opfyldt:
- Dels skal køberen være indforstået med at modtage en elektronisk faktura.
- Dels skal ægtheden af fakturaen og integriteten af fakturaens indhold sikres ved enten elektronisk signatur eller ved elektronisk dataudveksling (EDI).
Udgangspunktet er derfor også, at en faktura i pdf-format kun anses for gyldig, hvis denne sendes med en signeret e-mail.
Sendes en pdf-faktura derimod med en almindelig e-mail, vil der være risiko for, at køberen nægtes fradrag for momsen på fakturaen, idet fakturaen ikke vil blive anset for forskriftsmæssig dokumentation.
På trods af ovenstående er vi dog vidende om, at SKAT i konkrete sager har accepteret momsfradrag for fakturaer, der er sendt med almindelig e-mail, så længe fakturaerne har opfyldt de almindelige fakturakrav, herunder oplysninger
om sælgers navn, CVR-nr. m.v.
Vores anbefaling er dog stadig, at pdf-fakturaer kun anvendes/accepteres, hvis de sendes med en signeret mail.