Hvis en vare anses for at have oprindelse i et land, som EU har indgået en såkaldt præferenceaftale med, kan varen som udgangspunkt indføres til EU til en lavere toldsats end tilsvarende varer fra andre lande. I visse tilfælde er toldsatsen endda 0 %.
For at en vare kan være omfattet af en præferenceaftale og indføres til en nedsat toldsats, skal varens oprindelse kunne dokumenteres. Oprindelsesreglerne er meget specifikke, og de er forskellige fra vare til vare og fra aftale til aftale. Der stilles således visse krav til, at en vare kan anses for at have oprindelse i et bestemt land.
Oprindelsen af en vare skal kunne dokumenteres. Oprindelsen kan dokumenteres med et oprindelsescertifikat udstedt af toldmyndighederne i det pågældende land eller med en fakturaerklæring fra producenten.
Kan virksomheden derimod ikke dokumentere en vares oprindelse, vil det som udgangspunkt ikke være muligt at opnå nedsat betaling for tolden.
Der kan være store beløb på spil, hvorfor KPMG anbefaler, at man som virksomhed gennemgår de varer, som man importerer, og sikrer sig, at man har styr på oprindelsesdokumentationen, og at man har de oprindelsescertifikater eller erklæringer, der er nødvendige.