Ydelser mellem hovedkontor og filial kan som bekendt leveres uden moms, idet der ikke er tale om en leverance mellem selvstændige juridiske personer.
Når hovedkontor og/eller filial er med i en fællesregistrering, har anvendelsesområdet for denne praksis dog været begrænset i Danmark, da ydelserne i så fald betragtes som udvekslet mellem to selvstændige momsenheder, hvor ydelserne skal behandles på samme måde som andet salg af tilsvarende ydelser.
I Sverige har man indtil nu haft en anden holdning til problemstillingen. Leveringen af ydelser har her kunnet ske uden moms, uanset om hovedkontor og/eller filial har været med i en fællesregistrering.
Meget tyder dog nu på, at denne praksis snart vil blive ændret. Det betyder for eksempel, at hvis et hovedkontor i Danmark leverer ydelser til en svensk filial, som er med i en svensk fællesregistrering, skal filialen beregne moms af ydelsen.
Vi anbefaler virksomheder med hovedkontor i henholdsvis Danmark eller Sverige at være opmærksomme på en evt. praksisændring, idet den kan medføre en øget momsbelastning, bl.a. for momsfritagne virksomheder.