Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Moms told og afgifter, Moms
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 10-06-2010

Ny momspraksis for erhvervsskoler 

Vestre Landsret ændrer i ny dom praksis for erhvervsskolers kursusaktivitet.

I dommen fastlægges, at udbud af kurser til erhvervsvirksomheder m.v. er momspligtig virksomhed og ikke, som praktiseret af SKAT, momsfri undervisning. Mange erhvervsskoler opnår derved mulighed for store momsfradrag.

Erhvervsskoler, godkendt af undervisningsministeriet, er fritaget for moms af deres undervisningsaktiviteter. Efter hidtidig praksis har erhvervsskolers udbud af kurser til erhvervslivet og offentlige institutioner også været momsfritaget.

 

Skatteministeriet begrunder i sagen momsfritagelsen for erhvervsrettede kurser med, at institutionen, der udbyder kurserne, ikke må arbejde med gevinst for øje, og at skolens midler alene må komme institutionens formål til gode. De erhvervsrettede kurser kan derfor ikke anses for at være udbudt med gevinst for øje, og af denne grund er kursusaktiviteten ikke momspligtig.

 

Det er landsrettens opfattelse, at den omhandlede kursusaktivitet må anses for en delaktivitet, der drives med det formål at indtjene et overskud til at dække andre af institutionens aktiviteter. Det er uden betydning i den sammenhæng, at institutionen som sådan ikke drives med gevinst for øje.

 

Dommen betyder, at en lang række erhvervsskoler bliver momspligtige af deres kursusaktiviteter. Skolerne får dermed mulighed for at opnå momsfradrag for afholdte omkostninger, der kan henføres til denne aktivitet, ligesom momspligten vil påvirke opgørelsen af den delvise fradragsprocent for moms.

 

På grundlag af opgørelsesmetoden for momsfradrag i erhvervsskoler kan mange erhvervsskoler opnå yderligere momsfradrag og større godtgørelse af energiafgifter, der væsentligt overstiger den moms, der skal indbetales til SKAT. 

 

Kontakt

Heidi Lundsgaard Udsen
Telefon +45 65 58 40 48
hlundsgaard@kpmg.dk