Det handler i sin korthed om, at der er adgang til at få et større eller mindre momsfradrag, end tilfældet var på købstidspunktet.
Reglerne om momsregulering via momsreguleringsforpligtelser gælder kun for driftsmidler/varer samt bygninger.
Tidligere fradraget moms af driftsmidler kan reguleres i op til fem regnskabsår efter anskaffelsen inkl. det regnskabsår, hvori driftsmidlet er købt.
For momsfradrag af omkostninger relateret til til- og ombygning af fast ejendom gælder tilsvarende reguleringsregler. Her er der ingen beløbsgrænse, og reguleringsperioden er 10 regnskabsår efter ibrugtagningen eller anskaffelsen inkl. det regnskabsår, i hvilket den faste ejendom er købt eller taget i brug.
I praksis har SKAT anvendt regler om regulering af tidligere foretaget momsfradrag i forbindelse med SKATs kontrolaktion på gulpladebilområdet.
Har din virksomhed varer, driftsmidler eller bygninger, hvor der er ændret anvendelse inden for de seneste 5 til 10 regnskabsår efter anskaffelsen, kan der være penge at hente, hvis der ikke tidligere har været taget fuldt momsfradrag, og hvis driftsmidlet eller bygningen på nuværende tidspunkt udelukkende anvendes til momspligtige aktiviteter.