I forbindelse med den øgede anvendelse af omvendt betalingspligt for handel med ydelser over landegrænser har man valgt også at indføre en øget rapporteringspligt. Derfor vil der fra 1. januar 2010 være pligt til at indberette salg til listesystemet på samme måde, som man i dag kender det for varer.
Endvidere skal de regnskabs- og momsmæssige købskonti ændres, således at der fremover er en konto til beregning af dansk moms på ydelser købt fra momsregistrerede leverandører i andre EU-lande. Der vil således ske en opsplitning mellem køb af ydelser fra EU og uden for EU.
På salgssiden skal der tages højde for, at mange ydelser til momsregistrerede kunder i andre EU-lande ikke længere
skal sælges med dansk moms, men derimod er omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt.
Der skal derfor ske en gennemgang af kontrakter og aftaler samt ske en gennemgang af stamdata for at få tilpasset den momsmæssige behandling.
De nye regler får således også betydning for virksomheder, der allerede i dag køber og leverer ydelser, der er omfattet af den omvendte betalingspligt.