Skatteministeriet har netop sendt udkast i høring til den lovgivning, der skal implementere den såkaldte momspakke, som EU vedtog i februar 2008.
Konsekvensen af momspakken er, at man indfører omvendt betalingspligt på alle ydelser, der leveres over landegrænser, når leverancen sker mellem erhvervsvirksomheder, medmindre den leverede ydelse er omfattet af en konkret undtagelse. Konsekvensen er, at der for størstedelen af ydelserne ikke længere skal opkræves moms i leverandørens land.
Der indføres samtidigt en pligt til at indberette salget af ydelser til listesystemet. Dette krav gælder alle ydelser, der leveres med omvendt betalingspligt - hvilket vil sige, at også ydelser, der allerede i dag kan leveres med omvendt betalingspligt, bliver omfattet af pligten.
Ved levering til private vil hovedreglen stadig være, at der skal betales moms i leverandørens land.