EF-Domstolen har i mange år stået hårdt fast på det helt overordnede princip i momslovgivningen, nemlig at momsen skal være neutral for momspligtige virksomheder. Det har ofte været den afgørende faktor ved vurderingen af momsfradrag og har næsten altid medført domme til gunst for virksomhederne.
Landsskatteretten har stik mod dette vigtige princip valgt at give SKAT medhold i, at virksomheder med blandende aktiviteter ikke altid har krav på et forholdsmæssigt momsfradrag for omkostninger, der knytter sig til såvel momspligtige som momsfrie aktiviteter. I yderste konsekvens er der slet ikke momsfradrag.
Den virksomhed, som havde sin sag til prøvelse i Landsskatteretten, havde i sit første regnskabsår hverken udstedt fakturaer eller modtaget konkrete betalinger for sine aktiviteter. Som det er praksis inden for den pågældende virksomheds branche, havde virksomheden til gengæld modtaget en række deponeringer fra de kommende kunder, der reelt stod over for at blive husejere. Virksomheden havde nemlig til formål at opføre/bygge feriehuse på grunde, som virksomheden ejede, og sælge disse til potentielle kunder.
Normalt opgøres fradragsretten for moms i virksomheder med blandede aktiviteter efter en omsætningsfordeling. Denne fordeling tager udgangspunkt i forholdet mellem den momspligtige omsætning og den samlede omsætning. I den konkrete virksomhed var der imidlertid ingen omsætning. Det fik SKAT til at konkludere, at fradragsprocenten var 0 %. En konklusion, som Landsskatteretten desværre stadfæstede.
Det hersker efter vores opfattelse ingen tvivl om, at Landsskatterettens kendelse er i strid mod intentionerne i momslovgivningen. Vi føler os derfor overbeviste om, at EF-Domstolen ville nå til et andet resultat, hvis den skulle tage stilling til samme spørgsmål.
Om EF-Domstolen kommer til at tage stilling hertil er dog usikkert. Det kræver dels, at den relevante virksomhed indbringer sagen for de danske domstole, dels at man i bekræftende fald får overbevist domstolen om, at det er
relevant at få en udtalelse fra EF-Domstolen.
Indtil videre kendelse står kendelsen til troende.
Vi vil i lyset af kendelsen råde alle virksomheder med blandede aktiviteter til at planlægge sig ud af situationer som disse. Altså med andre ord sikre, at der ikke opstår regnskabsår, hvor der hverken sker fakturering eller modtages forudbetalinger. Sådanne kritiske situationer opstår typisk under opstart af aktiviteter og under nedlukning af samme, men de kan også opstå i en løbende, men stille, driftsfase. Eventuelt ved omstilling af aktiviteter fra en type til en anden. Altså stort set i alle typer virksomheder med blandede aktiviteter.
Hvis du ønsker råd og vejledning til, hvordan du undgår en lignende situation, så kontakt os.