Oplysninger

  • Ydelse: Tax, Selskabs- og koncernbeskatning, International koncernbeskatning
  • Type: Information om KPMG
  • Dato: 10-05-2010

Lettere adgang til momsrefusion i EU-lande 

Det er nu blevet lettere for virksomheder at anmode om refusion af afholdte momsomkostninger i andre EU-lande.

SKATs webportal til refusionsansøgningerne er opstartet, dog med udfordringer for såvel SKAT som virksomhederne.

Danske virksomheder, der køber varer og ydelser i andre EU-lande, vil indimellem opleve at modtage fakturaer med lokal moms. Et typisk eksempel på momsomkostningerne i andre EU-lande kan være afholdte udgifter i forbindelse med forretningsrejser, messer og kurser i andre EU-lande.

 

Samtidig med, at vi fik momspakken, blev der lagt op til en modernisering af det gamle momsgodtgørelsessystem. Det gamle momsgodtgørelsessystem var tungt administrativt, og mange virksomheder opgav derfor på forhånd.

 

Ny og simplere procedure
Med de nye tiltag i momspakken smidiggøres proceduren for momsrefusion. Virksomheder kan nu via SKATs hjemmeside anmode om momsrefusion i samtlige de EU-lande, som virksomheden har haft momsomkostninger i. Virksomhederne skal ikke fremsende fakturamateriale. Kommunikationen vil i første omgang være på dansk, og al kontakt vil være digital.

 

Ved indberetning af momsrefusion på SKATs hjemmeside skal virksomhederne dog stadig angive stamdata vedrørende de momsbelagte fakturaer, og endvidere skal de indkøbte varer og ydelser klassificeres i op til 10 forskellige vare- og ydelsesgrupper. En myndighed vil dog stadig kunne anmode om uddybende dokumentation i form af fakturamateriale.

 

Tidsfristerne for myndighederne er blevet strammet op, således at en virksomhed skal have modtaget svar på sin anmodning senest fire måneder efter ansøgning. Virksomhedernes ansøgningsfrist er ligeledes blevet skudt til den 30. september.

 

Et it-system med børnesygdomme
Vi har erfaret, at virksomhederne stadig står over for store udfordringer i forbindelse med anmodning om momsrefusion. Webportalen, hvor de forskellige fakturadata skal indtastes, lider af diverse børnesygdomme, som SKAT fortsat arbejder på at løse. Det kan være en udfordring i sig selv at få systemerne til at uploade en momsrefusionsanmodning. Dette skyldes ikke mindst, at diverse stamdata fra fakturaerne skal anføres på bestemte måder.

 

Det er dog KPMG's opfattelse, at systemet er en væsentlig forbedring af mulighederne, og virksomhederne bør derfor i lang større udstrækning ansøge om refusion. Det er store beløb, som går tabt, hvis virksomhederne undlader at ansøge. Undladelse har endvidere skattemæssige konsekvenser.

Har I som virksomhed udfordringer med at anmode om momsrefusion via SKATs nye webportal, har KPMG naturligvis mulighed for at hjælpe.

 

Kontakt

Jette Esbjerg Larsen
Telefon +45 38 18 37 90
jesbjerg@kpmg.dk