Ejendomsadministration er i dag fritaget for moms. Fritagelsen gælder både administration af udlejningsejendomme og administration af ejerlejligheds- og andelsboligforeninger. Administration af grundejerforeninger m.v. er i dag momspligtig.
I visse situationer udføres ejendomsadministration uden vederlag. Det er eksempelvis tilfældet, når der er tale om administration af egne ejendomme.
Administration af fast ejendom er i dag omfattet af lønsumsafgiftspligten. Det er alene administration af fremmede ejendomme, der er omfattet af lønsumsafgiftspligten.
I det oprindelige lovforslag, der blev sendt i høring, var det foreslået, at der skulle indføres momspligt på ejendomsadministration, både for så vidt angik eksternt og internt leveret administration (med og uden vederlag), samt på interne viceværtydelser på egne ejendomme (en såkaldt pålægsmoms).
Ved den endelige fremsættelse af lovforslaget er ændringen dog begrænset til alene at omfatte ejendomsadministration mod vederlag, som nu bliver momspligtig.
Som konsekvens af indførelsen af momspligt ophæves lønsumsafgiftspligten for ejendomsadministration.